Kan Algeriet løse Europas energiudfordringer?

Algeriet kan komme til at spille en afgørende rolle i Europas bestræbelser på at finde nye energipartnerskaber, men landets strukturelle problemer er en udfordring.

26-01-2023

Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, Danmarks Eksport- og Investeringsfond.

Algeriet er et land, der ofte bliver overset i den energipolitiske debat, når det diskuteres, hvordan Europa skal erstatte den importerede energi fra Rusland. Dette på trods af at det enorme land – Afrikas største – ligger lige på den anden side af Middelhavet. Faktisk er Algeriet hele 56 gange så stort som Danmark, og dermed har landet enorme naturrigdomme, herunder både olie, gas og metaller.

Store gasreserver

Algeriet har dermed nogle af de energiressourcer, som Europa skriger på lige nu. Algeriet leverer allerede ca. 11 pct. af den gas, EU importerer udefra, og landet har verdens 11. største gasreserver. Faktisk opdager landet løbende nye gasfelter, og i 2022 blev et nyt stort gasfelt i den algierske del af Saharaørkenen opdaget. Så med sin placering klos op ad Europa virker Algeriet umiddelbart som en oplagt mulighed for Europa i bestræbelserne på at finde nye energileverandører.

At udnævne Algeriet til Europas energimæssige redningsland er dog lettere sagt end gjort, for landet står over for en række strukturelle udfordringer, som gør europæerne tøvende over for tanken om at satse på Algeriet som energileverandør.

Politisk usikkerhed

For det første har europæerne lært af bitre erfaringer, at det er forbundet med stor risiko at indgå langvarige aftaler og store investeringer i lande med politisk ustabilitet. Selv om Algeriet på mange måder er relativt stabilt, så er Algeriet stadig et land, hvor der er mange sociale og politiske spændinger. Det så man bl.a. ved de massive folkelige protester tilbage i 2019, der fik den mangeårige præsident Abdelaziz Bouteflika til at trække sig.

Protesterne førte ikke til et egentligt regimeskifte eller overgang til demokrati. Landet styres således fortsat reelt af et militærregime, og selv om der i dag sidder en anden mand på præsidentposten, Abdelmadjid Tebboune, er det reelt det samme regime. Derfor er der i befolkningen fortsat stor utilfredshed med styret, selv om styret har forsøgt at formilde protestbevægelserne ved at øge den offentlige velfærd på en række punkter. Disse spændinger gør det vanskeligt at forudsige, hvor Algeriet vil være politisk om fem eller ti år.

Konflikt med Marokko

For det andet er energiforsyninger fra Algeriet forbundet med væsentlige geopolitiske udfordringer – både i forhold til Marokko og Rusland. Algeriet har en diplomatisk konflikt med Marokko om blandt andet Vestsahara, og landet har lukket for gassen i én af de tre pipelines, der forsyner Europa med gas fra Algeriet, fordi den går via Marokko.

Europa har både penge og den teknologiske know-how til at kickstarte en større udvidelse af gasproduktionen i Algeriet.

Den pipeline er Spanien så begyndt at bruge til at eksportere gas til Marokko, og det er ikke faldet i god jord hos algerierne. Især fordi Spanien samtidig er kommet med udmeldinger, der kan tolkes i retning af støtte til Marokko omkring Vestsahara, hvilket slår yderligere skår i forholdet mellem Europa og Algeriet.

Endvidere kompliceres Europas forhold til Algeriet af, at Algeriet har tætte forbindelser til Rusland, som er den største våbenleverandør til landet.

Stort investeringsbehov

For det tredje vil det kræve massive investeringer i navnlig produktionskapaciteten, hvis Algeriet skal øge eksporten af gas til Europa. Selvom olie- og gassektoren udgør over 90 pct. af Algeriets eksport og 60 pct. af statens indtægter, så har landet historisk underinvesteret i sektoren i forhold til det store potentiale. Dette skal ses i sammenhæng med, at Algeriets eget energiforbrug er stigende, hvorfor det kræver en væsentlig forøgelse af produktionskapaciteten, hvis eksporten skal øges.  

Europa har både penge og den teknologiske know-how til at kickstarte en større udvidelse af gasproduktionen i Algeriet. Der ses allerede de første spæde spadestik til, at europæiske virksomheder er begyndt at intensivere investeringerne i Algeriet. Den italienske energi-gigant, Eni, som i mange år har været til stede i Algeriet, har øget deres engagement i landet betragteligt i 2022. Det kræver dog væsentlig flere investeringer i den algierske gassektor, hvis landet for alvor skal spille en hovedrolle som primær gasleverandør til Europa. Derfor bliver det spændende at følge landet og investeringerne i energisektoren de kommende år.

Denne artikel har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten og på Finans.dk.