Bølge af lederskifter i Centralasien
Af Peter Toft, deputy director, Danmarks Eksport - og Investeringsfond
En bølge af lederskifter ruller igennem de centralasiatiske lande - en region med potentiale for dansk eksport. Det skaber øget usikkerhed, men også reformmuligheder.
Kasakhstans tidligere præsident, Nazerbayev De fem centralasiatiske lande, Usbekistan, Kasakhstan, Turkmenistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, er formet af Djengis Kahns mongolske imperium, af handelen på silkevejen og af en islamisk kulturarv. De er også præget af tiden under det russisk-sovjetiske imperium.
Nu gennemgår landene en lederskiftebølge efter perioden med overlevende, gamle sovjietledere. Regionen har et uudnyttet dansk eksportpotentiale. Minedrift, vedvarende energi, vand- og energibesparelser, infrastruktur og landbrug er mest lovende.
Nazerbayev-æraen sluttede i Kasakhstan
Blandt de fem, centralasiatiske republikker, er Kasakhstan med 25 mio. indbyggere, det mest udviklede. Landet har olieressourcer og satsede efter selvstændigheden på udenlandske oliegiganter. Præsident Nazerbayev iscenesatte sig som landsfader og præsiderede over en relativt gunstig, men undertrykkende udvikling.
I januar 2022 var det dog slut. Den aldrende præsident mistede grebet i forsøget på at overdrage magten til næste generation. En blodig opstand brød ud, og det betød familiens fald. Selve regimet har overlevet, men styrets legitimitet er skrøbelig. Nu satses der på at stabilisere politisk og skabe udvikling væk fra oliesektoren bl.a. på mineraludvinding såsom kobber og andre mineraler, der er vigtige i den grønne omstilling.
Usbekistan blev fri for en diktator
Også Usbekistan blev fri for en diktator - i 2016 - men overgangen til næste generation har været mere positiv. Landet med 34 mio. indbyggere er slået ind på en ambitiøs reformkurs. Usbekistan var isoleret fra omverdenen under den nu afdøde præsident Karimov. Men efter præsidentens død og et opgør med hans spirende familiedynasti, har det autokratiske land valgt en ny vej imod åbning og modernisering.
Eliten har samlet sig om præsident Shavkat Mirziyoyev, som har investeret politisk kapital i et langsigtet reformprogram. Udsigterne er positive. For Karimov efterlod ikke blot en ubehagelig historik for menneskerettighedskrænkelser, men også en økonomi uden gæld. Der blev dog heller ikke investeret, og det gør man noget ved nu. Investeringsbehovet er stort i de kommende år, især inden for energi, landbrug, minedrift og vandbesparelser.
Den svage trio
Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan er regionens svage trio. Det lille naturgasrige Turkmenistan har valgt at isolere sig næsten totalt, og tidligere præsident Berdykhmamedov og hans søn, Sedar, der nu indtager rollen, har undladt betydende økonomiske reformer af den sovjetiske planøkonomi. Livsvilkårene for befolkningen er vanskelige, og investeringsklimaet er blandt verdens ringeste.
En lignende situation hersker i det lille bjergrige, Tadsjikistan. Her styrer den hårdtslående mangeårige præsident Ramon, og sønnen står klar som arvtager. Ramon har taget store anlægslån hos Kina, hvorfor Tadsjikistan balancerer på den økonomiske afgrund.
Det lille Kirgisistan er det eneste centralasiatiske land, der har eksperimenteret med demokrati. Demokratiet har dog aldrig for alvor slået rod. Og trods landets rige guldforekomster, er den kirgisiske økonomi på vippen på grund af ustabilitet og dårlig styring. I 2020 udspandt sig dramatiske scener, da tilhængere af en tidligere premierminister befriede ham fra fængslet og smed den siddende præsident på porten i et kup.
Centralasien indebærer således nogle kulørte ledere og en turbulent historie. Usbekistan og Kasakhstan har de bedste udsigter med nye ledere, mens det ser tungere ud for Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan.
