Venstredrejningen fortsætter i Latinamerika
Med valget af den meget venstreorienterede Gustavo Petro til præsidentposten i Colombia i juni fortsætter de senere års politiske venstredrejning i Latinamerika. Og det tegner til, at tendensen vil fortsætte i Brasilien senere, hvor den venstreorienterede Lula er favorit til at vinde præsidentvalget foran den siddende, højreorienterede Bolsonaro. Regionens venstredrejning har i flere tilfælde resulteret i forværrede forretningsklimaer til skade for den økonomiske vækst
Af: Lars Piil Damm, chefanalytiker, EKF Danmarks Eksportkredit
Da de colombianske vælgere i juni valgte den meget venstreorienterede Gustavo Petro til at overtage præsidentposten, valgte de samtidig Colombias første venstreorienterede præsident, hvorfor valget i colombiansk kontekst er historisk. Petro vandt godt nok ret snævert foran en meget højreorienteret kandidat, men valgresultatet kommer i kølvandet på sejre til venstreorienterede præsidentkandidater i en række andre større økonomier i Latinamerika i de senere år. Således har Mexico, Argentina, Chile og Peru allerede venstreorienterede præsidenter.

Gustavo Petro bliver indsat som præsident den 7. august. Hans parti er i mindretal i kongressen, så han er nødt til at samarbejde med andre partier for at kunne gennemføre reformer. Dette vil tvinge regeringen til at føre en mere moderat politik. Petro, der tidligere var medlem af en guerillagruppe, har lovet at reducere den økonomiske ulighed.
Latinamerika har i mange år kæmpet med stor økonomisk ulighed og lav økonomisk vækst, så der er et stort ønske om forandringer blandt vælgerne i regionen. Det er på den baggrund, at mange vælgere har valgt at se mod venstrefløjen.
Lever de venstreorienterede regeringer ikke op til de store forventninger, vil vælgerne dog hurtigt se sig om efter alternativer. For eksempel ligger den højreorienterede opposition foran den venstreorienterede regering i meningsmålingerne i Argentina, hvor økonomien hænger i laser, og den årlige inflation er på vej mod 70 pct. Der er dog først præsidentvalg i Argentina til oktober næste år.
Stor opbakning til Mexicos præsident
Anderledes forholder det sig i Mexico, hvor den venstreorienterede præsident Andrés Manuel López Obrador (AMLO) fortsat meget populær i befolkningen med en personlig opbakning på omkring 57 pct. i meningsmålingerne. De økonomiske resultater har ikke været prangende under AMLO, der tiltrådte i 2018, men han har blandt andet hævet mindstelønningerne, hvilket mange af hans vælgere formentlig sætter pris på i lyset af den store økonomiske ulighed i landet.
Der er sket en markant forværring af forretningsklimaet i ikke mindst energisektoren under AMLO, da han arbejder ihærdigt på at styrke de statslige elektricitets- og olieselskaber på bekostning af fx vedvarende, private elproducenter. Regeringens tiltag skader Mexicos økonomi og klimaet, da den statslige elproduktion, der i vid udstrækning anvender fossile brændstoffer, der er dyrere og mere forurenende end den private. Mulighederne for dansk eksport af vindmøller til Mexico hæmmes af samtidig af tiltagene.
AMLO kan ikke genopstille til præsidentvalget i 2024, men som følge af hans store popularitet har hans parti meget gode muligheder for at vinde præsidentvalget, hvis de kan finde en relativt populær kandidat.
Lula i førertrøjen i Brasilien
Der er præsidentvalg i Brasilien i oktober, og den venstreorienterede, tidligere præsident, Lula, er favorit til at vinde valget, da han fører i meningsmålingerne foran den siddende, højreorienterede præsident, Bolsonaro. Brasiliens høje inflation og arbejdsløshed samt lave økonomiske vækst er alt sammen med til at få vælgerne til at kigge efter et alternativ til Bolsonaro.
Der bliver nok at se til for de latinamerikanske præsidenter i de kommende år, da landene generelt er udfordret af lav økonomisk vækst, stor ulighed og høj inflation, og det bliver svært at stille borgerne tilfredse på grund af høje, offentlige gældsniveauer, der betyder, at staterne har et begrænset økonomisk råderum. Så risikoen for social og politisk uro er ikke blevet mindre i regionen.
EKF Danmarks Eksportkredit bistår danske virksomheder med finansiering af eksport. Læs mere på ekf.dk