BEMÆRK AT DETTE WEBSITE LUKKER 31. MAJ 2023
EKF er pr. 1. april 2023 fusioneret ind i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Dette website, ekf.dk, lukker derfor snart. Vi gør opmærksom på, at indhold på siden kan være forældet og henviser i stedet til eifo.dk eller til vores kundecenter på +45 70 60 49 60.

Sydkorea – Ukraines asiatiske tvilling?


Mens verdens øjne hviler på tragedien, der udspiller sig i Ukraine, går vælgerne i Sydkorea til præsidentvalg den 9. marts i tryggere rammer. Situationen i de to lande kunne næppe være mere forskellig. Men der er lighedspunkter.

Af Peter Toft, deputy director, EKF Danmarks Eksportkredit

Ukraines og Sydkoreas historier er ret parallelle. Ja, de kunne på sæt og vis næsten være tvillingelande - set i et historisk perspektiv. Ligesom Ukraine havde Sydkorea en omtumlet start, da landet blev etableret i 1948 og næsten udslettet af det sovjetiskstøttede nordkoreanske angreb i 1950, der udløste Korea-krigen. Men trods en umulig start er Sydkorea spurtet fremad siden 1960’erne og er nu verdens 10. stærkeste økonomi på højde med Ruslands og med ambitioner om at rykke ind i superligaen for grøn energiomstilling.

Seoul

Mange fællestræk

Ukraine og Sydkorea er åbenlyst meget forskellige, men de har også mange fællestræk. De har blandt andet det til fælles, at begge lande er tidligere kolonier. Ukraine var som bekendt en del af tsar-Rusland og Sovjetunionen indtil 1991, mens Korea først var under kinesisk- og siden japansk overherredømme indtil Japans nederlag i 1945. Korea blev siden delt i Nord og Syd i 1948 efter koldkrigsuenigheder mellem USA og Sovjetunionen.

Ligesom Ukraine levede Sydkorea også en omtumlet tilværelse i begyndelsen. Der var stor intern uro, nordkoreansk infiltration, og også Sydkorea blev klemt mellem rivaliserende stormagter. Og landet blev som nævnt invaderet i 1950 af det kommunistiske regime i Nordkorea med Sovjetunionen i ryggen. Men takket være USA’s intervention i Korea-krigen, lykkedes det lige akkurat for Sydkorea at overleve som nyklækket stat trods vedvarende trusler fra Nordkorea. Derefter lykkedes sydkoreanerne med at samle stumperne op efter Korea-krigen og skabe et grundlag for det økonomiske mirakel, der har bragt landet frem i en global førerposition på en række højteknologiske områder og polstret landets evne til selvforsvar i en urolig region.

Sydkoreas succeshistorie kan måske indgyde lidt håb for Ukraine

Økonomisk og politisk mirakel

I dag er Sydkorea verdens 10. største økonomi og et veletableret demokrati. Men i begyndelsen af 1960’erne var det kapitalistiske Sydkorea fattigere end det kommunistiske Nord. Amerikansk militær og økonomisk støtte har givetvis spillet en stor rolle. Men Sydkoreas politiske og økonomiske succes er i lige så høj grad deres egen fortjeneste i kraft af grundlæggende politiske og markedsøkonomiske reformer op igennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne. Her gennemgik Sydkorea nemlig en utrolig økonomisk udvikling. Først under et stadigt mildere militærdiktatur under general Park og senere efter demokratiske reformer i 1980’erne. Udviklingen blev båret af en stadigt friere markedsøkonomi, investeringer i uddannelse og siden demokratisk konsolidering.

Stærkt land i grøn omstilling giver håb

Når sydkoreanerne derfor går til valgurnerne den 9. marts for at vælge ny præsident, kan de glæde sig over at være blandt verdens rigeste, og de har mere frihed og sikkerhed end de fleste. Derudover kan sydkoreanerne glæde sig over at være i gang med en ombejlet grøn omstilling med mål om CO2-neutralitet i 2050, hvor globale investorer, herunder danske, står på spring for at investere i en grønnere sydkoreansk fremtid.

Sydkoreas succeshistorie kan måske indgyde lidt håb for Ukraine i denne mørke tid. I sine første 30 år som selvstændig nation har det vist sig nær umuligt for Ukraine at skabe stabile politiske rammer for langsigtet økonomisk vækst. Ukraines politikere har især fejlet i forsøget på at løsrive sig fra en lille klike af korrupte oligarkers jerngreb om landets institutioner og økonomi. Og nu gennemlever Ukraine det værst tænkelige scenarie med et massivt militært angreb fra Rusland. Alligevel er der i Sydkoreas historie et spinkelt håb om, at Ukraine trods uhyggeligt svage odds overlever som selvstændigt land; og at landet med opbakning fra de vestlige demokratier nu formår at igangsætte den nødvendige, grundlæggende reformproces, som Sydkorea gjorde det efter Korea-krigen. Herved kan Ukraine potentielt opbygge stærkere og mere stabile statsinstitutioner, herunder et moderne og stærkt forsvar i et farligt nabolag.

Læs mere