Mange afrikanske lande satser hårdt på verdens fortsatte afhængighed af fossile brændstoffer

Mens Asien og især den vestlige verden har fuldt fokus på den grønne omstilling, er Afrika fanget i et dilemma. Skal investeringer i potentielle olie- og gasfelter intensiveres, mens resten af verden trapper ned for forbruget af selvsamme ressourcer? Svaret er ikke ligetil, men i en overgangsperiode synes det at være et nødvendigt onde.

21-04-2022

Af: Lavanyan Thedchanamoorthy, Senioranalytiker, EKF Danmarks Eksportkredit

Det stort anlagte Lake Albert-oliefelt, med franske TotalEnergies og kinesiske CNOOC ved roret, vil omsider gøre Uganda til et olieproducerende land i 2025. For at det sorte guld kan komme landet, som ligger uden adgang til havet, til gode, skal olien transporteres gennem en 1.443 km lang rørledning fra oliefeltet i det vestlige Uganda til havnebyen Tanga i Tanzania. Det store olieprojekt, der forventes at producere 230.000 tønder olie om dagen, har mødt stærk modstand fra klimaorganisationer, især fordi en del af oliefeltet befinder sig i en nationalpark.

Sydafrika

I Namibia fandt Shell tidligere i år det, der siges at være det største enkeltstående fund af olie i Afrika syd for Sahara nogensinde. Det fund vil gøre Namibia til et olieproducerende land i 2026. Også andre steder på den afrikanske østkyst, ud for Tanzanias og Mozambiques kyster, er der fundet store forekomster af gas.

Og i Elfenbenskysten jublede man, da den italienske oliekæmpe Eni i september 2021 omsider havde fundet nye betydelige olie- og gasreserver i boringer 60 km ud for landets kyst. Landets hidtidige oliereserve var på ubetydelige 100 mio. tønder, mens det nye fund estimeres til at indeholde mellem 1,5 og 2,0 milliarder tønder. Til sammenligning har Libyen kontinentets største oliereserve, estimeret til 48 mia. tønder. Eni forventer produktion allerede i 2023, og ifølge energiministeren i Elfenbenskysten er der langt mere at hente, hvorfor landet søger flere investeringer fra internationale olievirksomheder.

Midlertidigt vindue for det afrikanske sats på fossile brændstoffer

Mens mange afrikanske lande satser kraftigt på fossile brændstoffer, udgør den aftagende globale efterspørgsel en vis risiko for projekternes rentabilitet. Mange af oliefelterne ligger desuden meget afsides, og olien er derfor dyr at hente op.

Vestens forsøg på at gøre sig uafhængig af russisk energi, åbner imidlertid et vindue for det afrikanske sats. Og med de nuværende energipriser, hvor fx en tønde olie koster over 100 dollars, vil de afrikanske investeringer i fossile brændstoffer være rentable, men det er ikke længe siden, at olieprisen lå nede omkring 50 dollars. Når de globale uroligheder på energimarkederne engang har lagt sig, og den globale omstilling til vedvarende energi kommer op i et højere gear, er det ikke utænkeligt med energipriser, der kan gøre de afrikanske investeringer ugunstige.

Nye fossile investeringer bør gå hånd i hånd med grøn omstilling

De afrikanske ledere er godt klar over, at omstillingen til vedvarende energi er vejen frem. De er blot uenige om hastigheden, og om hvem der skal betale for gildet, som de fastslog under COP26-forhandlingerne. Verdens fattigste lande har ikke råd til at foretage så hurtig en energiomstilling, som det blev aftalt, uden hjælp fra rigere lande. Derfor er det også positivt, at EU tidligere på året annoncerede en investeringspakke (Global Gateway) på 150 mia. euro, der bl.a. skal være med til at accelerere den grønne omstilling i Afrika.

At næsten 50% af den afrikanske befolkning ikke har adgang til elektricitet, ifølge Det Internationale Energiagentur, er også et fingerpeg om, at investeringer i fossile brændstoffer ikke kan stå alene. Derfor satser mange afrikanske lande på solenergi i energitransitionen, men de ser også mod vindenergi. Fx har Elfenbenskysten et mål om, at vedvarende energi skal udgøre 42 % af det samlede energimix inden 2030, og her ser de blandt andet på vindenergi.