Balancegang i vente for vækstlandet Indonesien

Vækstmarked står over for svær opgave grundet sin centrale, geografiske rolle i Sydøstasien.

17-11-2022 

Af Peter Toft, deputy director, EKF Danmarks Eksportkredit

Indonesiens præsident, Joko Widodo

Efter at have lukket og slukket for en uges G20 topmøde på Bali har Indonesiens præsident, Joko Widodo kunnet sætte spotlys på kæmpelandet i Sydøstasien. Indonesien er blandt verdens mest lovende vækstmarkeder også for dansk eksport.

På G20 mødets dagsorden har været emner som global sundhed efter Corona-pandemien, bæredygtig udvikling og digitalisering. Uofficielt har geopolitik imidlertid domineret. Med sin centrale geografiske rolle i Sydøstasien står Indonesien over for en svær balancegang i en gryende amerikansk-kinesisk verdensorden med voksende storpolitiske spændinger.

Kæmpen i Sydøstasien

Indonesien trækker sjældent store overskrifter i Danmark, men det skulle landet måske. I hvert fald er Indonesien med solide og stabile økonomiske vækstrater på ca. 5-6 pct. årligt blandt verdens største vækstmarkeder. De knap 275 millioner indbyggere - fordelt på et ørige, der strækker sig 5.300 km fra Achech i vest til Papua i øst - har arbejdet sig op. Og Indonesien befinder sig nu i den globale lavere mellemindkomstklasse.

Om end det er begrænset, hvor meget de fleste indonesere har i overskud til dyrere forbrugsgoder, så er investeringsraten høj og markedet for billigere forbrugsgoder i hurtig vækst. Og der er brug for næsten alt i landets modernisering. Derfor er det også positivt, at Indonesiens statskasse ikke er overforgældet, samt at landet har relativt sunde, offentlige finanser. Gælden til udlandet er desuden forholdsvis lav - godt hjulpet af valutaindtjening fra høje råvarepriser.

Op i værdikæden

For Indonesien er en stor råvareeksportør. Det gælder især af kul, som også dominerer landets egen energiproduktion. Afhængigheden af råvareeksport er dog også en af de primære udfordringer, som Indonesiens regering netop søger at mindske.

Det sker ved at forsøge at sende landet højere op i den globale værdikæde med eksport af forarbejdede produkter med større værditilvækst og bedre jobs til gavn for landets økonomi og levestandarden. Men det kræver store investeringer på mange områder samt økonomiske reformer for at gøre landet mere tiltrækkende for udenlandske investorer.

Infrastuktur og ”connectivity”

Et vigtigt skridt for at vinde i konkurrencen om udenlandske investeringer er ikke mindst at få skabt stærke kommunikationsnetværk og bedre infrastruktur. Her vil der blive investeret i alt fra ny energi for at udfase kul inden 2050, smarte urbaniserings- og klimaløsninger og moderne trådløse kommunikationssystemer og satellitter. Med ca. 17.000 øer er der også et behov for at udbygge og modernisere på det maritime område for at knytte landet bedre sammen. Og det skal helst også være på en bæredygtig måde. Derfor er batteridrevne færger, brint samt den nødvendige infrastruktur på vej op på dagsordenen.

Stabilitet og reformer

En fortsættelse af Indonesiens vækstrejse forudsætter dog flere ting. Dels skal der yderligere økonomiske reformer til på hjemmebanen. Og dels skal stabiliteten i Indonesiens nabolag fastholdes. Siden den diktatoriske præsident Sukarno blev afsat i 1998, har Indonesien gennemført en demokratisering, som også kan aflæses i et positivt og langvarigt reformarbejde. Effektiviteten og kvaliteten i den offentlige regulering er markant bedre end tidligere og bedre end det globale gennemsnit.

Det kniber til gengæld mere, når det gælder korruptionen, som er høj og går den forkerte vej. Ligeledes er retssikkerheden ikke den bedste. Præsident Widodo har da også haft som topprioritet at styrke landets attraktionsværdi ved at sigte på forbedrede rammebetingelser. Men det er et langt og sejt træk, og særinteresser trækker i den anden retning. Ikke mindst kan præsidentvalget i 2024, hvor reformpræsident Widodo ikke kan genopstille, blive et pejlemærke for reformretningen.

Geopolitiske skygger

Taiwanstræde-konflikten er en sten i skoen på den regionale sikkerhedssituation. For Kinas og USA's stadigt mere divergerende visioner for den globale orden er for alvor begyndt at skabe uro globalt. Epicenteret er det østlige Asien og midt i det står Indonesien, der traditionelt har søgt alliancefrihed og holdt sig på god fod med de fleste. Men det kan vise sig sværere fremover. Ikke mindst kan forholdet til Kina blive udfordret, da Kina gør krav på maritime områder i det sydkinesiske hav, som også Indonesien hævder suverænitet over.

Der er både national sikkerhed og store økonomiske interesser på spil. For Indonesien kontrollerer verdens måske vigtigste maritime handelsruter omkring Malaccastrædet. For at hævde sine interesser ser Indonesien sig derfor presset til at investere i en styrkelse af forsvar og kystbevogtning i disse år. Et opgør med den traditionelle alliancefri linje er desuden til debat i lyset af Ukrainekrigen, som har vist, at brugen af militære midler for at hævde nationale interesser igen er kommet højt på den globale dagsorden.