Vækstmarkedernes guldalder er ovre

De sidste 20 år har verdens vækstmarkeder haft en økonomisk guldalder med meget høj vækst og store forbedringer i velstanden for befolkningerne, men den guldalder ser nu ud til at være ovre.

14-10-2021

Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Head of Country & Bank & Sector, EKF Danmarks Eksportkredit. Denne artikel er bragt i Jyllands-Posten Erhverv og på finans.dk.

Den vestlige verden havde sin seneste økonomiske guldalder i det kvarte århundrede efter 2. Verdenskrig. I den periode var væksten høj og velfordelt, og i de fleste ilande oplevede befolkningerne et klart velfærdsspring.

Vækstmarkederne – eller ulandene, som vi tidligere kaldte dem – havde en tilsvarende periode i begyndelsen af dette årtusind. I 2000’erne voksede vækstmarkederne med ca. 6% om året, og de fleste mennesker i disse lande fik mindsket gabet mellem deres indkomst og indkomstniveauet i den vestlige verden.

Bangkok

Desværre vil dette ikke fortsætte i de kommende årtier. Væksten vil stadig være højere i vækstmarkederne end i den vestlige verden, men færre vil se, at gabet bliver mindre.

Demografisk modvind og kun få potentielle nye vækstmarkeder

En række af de faktorer, som skabte vækstmarkedernes guldalder, vil nemlig aftage i styrke eller kan ikke gentages. For det første vil tilvæksten af folk i den arbejdsdygtige alder aftage i de fleste udviklingslande. Denne demografiske modvind giver i sig selv lavere vækst – men det forværres yderligere af, at man også må forvente lavere produktivitetsstigninger i vækstmarkederne som helhed fremover.

Det skyldes til dels, at der ikke længere er store, ”uindviede” vækstlande, som kan indlemmes i globaliseringens verdensorden. Lande som Kina og Vietnam og deres integration i verdensøkonomien (via medlemskab af WTO og deraf følgende reformer) havde karakter af en ”one-off event”, der ikke kan gentages – man bliver kun konfirmeret én gang.

I dag er det kun ganske få lande, der står udenfor globaliseringsklubben, og de har ikke samme tyngde som de lande, der allerede er indlemmet. Blandt de største kandidater er Iran og Myanmar – lande med store befolkninger og betydelige råvare-ressourcer, men som af politiske årsager er relativt isolerede fra resten af verdensøkonomien. Hvis disse lande blev mere integreret med resten af verden, ville de opleve nogle af de samme gevinster, som fx Kina har gjort, men den globale effekt ville ikke være af samme størrelsesorden.

Afrika bliver næppe det nye Asien

Så meget af væksten i vækstmarkederne skal komme fra øgede investeringer eller en stigning i antallet af mennesker i den arbejdsdygtige alder. Og det er stort set kun i Afrika, at der vil være en stigning af folk til rådighed for arbejdsmarkedet. Desværre får Afrika næppe mulighed for at blive ”det nye Asien”, hvor store dele af verdens produktion finder sted. Det skyldes ikke alene, at forretningsklimaet i mange afrikanske lande er ringe, hvilket lægger en dæmper på udenlandske investeringer. Det skyldes også mere strukturelle udviklinger, som er til ulempe for Afrika.

I Asien er velstandsvæksten typisk gået gennem stigende produktion af industrivarer, som har godt skalerings-potentiale og oftest fører produktivitetsstigninger og vækst med sig. Men med det stigende globale velfærdsniveau fylder industrivarer mindre i verdensøkonomien, mens services og tjenesteydelser fylder mere. Og mange tjenesteydelser er svære at eksportere og har i øvrigt ikke samme potentiale for produktivitetsstigninger.

Afrikas potentielle fordel som lavtløns-produktionsområde rammes også af den teknologiske udvikling indenfor robotter og automatisering, som gør omkostningerne til arbejdskraft mindre betydningsfulde. Selv om en række globale virksomheder i disse år spreder deres produktionsapparat ud, så de ikke er afhængige af få lokationer, vil Afrika næppe få meget glæde af det. Når målet er at opnå sikkerhed i sine forsyningskæder, falder valget mellem lavtlønsproduktion i Ghana eller Nigeria eller automatiseret produktion i Portugal eller Polen ikke nødvendigvis ud til Afrikas fordel. Virksomhederne har netop lært, at det er vigtigt at være tæt på sine leverandører og afkorte forsyningskæderne.

Coronakrisen og de aktuelle problemer med leverancer af mange forskellige varer vil sandsynligvis starte en bølge af ”near-shoring” (modsat 2000’ernes off-shoring). Men de store vindere i den proces bliver nok Østeuropa – med let adgang til EU-markedet – og Mexico, hvorfra man kan producere til det nordamerikanske marked.

Naturligvis vil der være enkelte solstrålehistorier at finde blandt vækstmarkederne. Men hverken demografien, teknologien eller Historien synes at give dem medvind for tiden.