Politisk tumult i Tunesien øger risikoen for en gældskrise
Den tunesiske præsidents beslutning om at afsætte premierministeren og suspendere parlamentet medfører ikke kun bekymringer om demokratiets fremtid, men også om økonomiens holdbarhed.
Af Lynge Gørtz Smestad, chefanalytiker, EKF
Den 25. juli udløste den tunesiske præsident, Kais Saied, artikel 80 i den tunesiske forfatning, som suspenderede alle parlamentets aktiviteter i 30 dage. Samtidigt afsatte han premierminister Hichem Mechichi og ophævede den politiske immunitet for parlamentsmedlemmer. Derudover har præsidenten indsat hæren i hovedstaden Tunis, hvor militære køretøjer omgiver parlamentet. Situationen er stadig kaotisk, og det er svært at sige, hvordan begivenhederne vil forløbe herfra.
Tunesiens præsident Kais Saied Beskyldninger om kupforsøg
Tunesien er det eneste land, som efter Det Arabiske Forår for 10 år siden overgik til et parlamentarisk demokrati. Men de politiske partier har haft så svært ved at samarbejde, at det unge demokrati har været gennem talrige politiske kriser. Mange håber derfor, at præsidentens handlinger vil løse det politiske dødvande, der har hæmmet håndteringen af coronakrisen og gjort det umuligt at gennemføre de politiske reformer, som er påkrævede for at genoprette landets vingeskudte økonomi.
Indtil videre er den gordiske knude dog kun blevet endnu mere uløselig. For oppositionen var ikke sene til at kalde præsidentens handlinger for et kupforsøg. Præsidenten, som har begrundet sine handlinger med, at landet er i en nødsituation på grund af den dårlige økonomi og coronakrisen, har tidligere åbent tilkendegivet, at han gerne vil styrke præsidentembedets beføjelser.
Økonomi i laser
Det politiske kaos kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Tunesien er nemlig midt i et alvorligt coronaudbrud og har haft rekordhøj smitte og rekordmange dødsfald. Kun ca. 13 pct. af befolkningen har indtil videre modtaget mindst en vaccinedosis, og presset på hospitalerne er derfor ekstraordinært stort.
Men det helt store problem er den tårnhøje gæld. Landets statsgæld er nu oppe på 84 pct. af BNP, mens udenlandsgælden er oppe på hele 100 pct. Desuden er valutasammensætningen af den offentlige gæld et stort problem, da omkring to tredjedele af gælden skyldes til eksterne långivere, hvoraf næsten det hele er denomineret i fremmed valuta. Det betyder, at det bliver vanskeligt for Tunesien at servicere gælden, hvis landets egen valuta, dinaren, falder. Ydermere er centralbankens valutareserver relativt lave i forhold til landets eksterne finansieringsbehov. Det efterlader centralbanken med meget lidt ammunition i forhold til at forsvare dinaren, som Den Internationale Valutafond, IMF, tidligere har vurderet er ca. 10 pct. overvurderet. Endelig betyder den høje arbejdsløshed – ca. hver tredje unge tuneser er uden job – at der er store sociale spændinger.
Gældsomlægning
På grund af den svage økonomi er Tunesien helt afhængig af hjælp fra IMF. Landet er i øjeblikket i forhandlinger med IMF om et lån på 4 mia. dollars, men der er ikke fremdrift i forhandlingerne. Det er svært at vide, hvordan det politiske sammenbrud vil påvirke forhandlingerne, men udsigterne til at lande en IMF-aftale er i hvert fald ikke blevet bedre. Det betyder også, at det ikke er helt utænkeligt, at Tunesien kan komme i en situation, hvor man er nødt til at anmode kreditorerne om en gældsrestrukturering. Det er noget, der giver kreditorerne sved på panden, for historikken for gældsrestruktureringer i de mere forgældede udviklingsmarkeder viser, at kreditorerne typisk kun kan forvente at få ca. 40-75 pct. af deres penge hjem. Det er også dårligt nyt for de danske eksportmuligheder. For Tunesien har potentiale til at blive et spændende marked for grønne danske løsninger, men de grønne investeringer kan meget vel blive udskudt på grund af de politiske og økonomiske udfordringer.
