BEMÆRK AT DETTE WEBSITE LUKKER 14. JUNI 2023
EKF er pr. 1. april 2023 fusioneret ind i Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Dette website, ekf.dk, lukker derfor snart. Vi gør opmærksom på, at indhold på siden kan være forældet og henviser i stedet til eifo.dk eller til vores kundecenter på +45 70 60 49 60.

Overbelastet sydafrikansk elnet skal have markant grøn udbygning

Sydafrikas præsident vil udbygge landets mangelfulde strømkapacitet med grøn energi, og her får Danmark sandsynligvis en stor rolle at spille.

Af: Christian Dahl Winther, chefanalytiker, EKF

I august er der deadline for at byde ind på den auktion for vedvarende energi, som Sydafrikas regering lancerede i marts i år. 2,6 GW vind- og solenergi er i udbud, og når vinderne bliver fundet, er der god grund til at sidde klar ved telefonerne hos de danske leverandører til vindindustrien. Danske eksportører kan nemlig komme til at spille en væsentlig rolle i Sydafrikas grønne omstilling og udbygningen af landets mangelfulde strømproduktion.

Sydafrika er i dag plaget af regelmæssige strømafbrud som følge af en elproduktionskapacitet, der ikke kan følge med forbruget. Derfor fik præsident Cyril Ramaphosas plan om at udbygge landets elproduktion også en god modtagelse. Konkret er det intentionen, at strømproduktionen skal udbygges med omkring 40 GW frem mod 2030, heraf ca. 18 GW vind og 8 GW sol. Til sammenligning er den nuværende danske vindmøllekapacitet på lidt over 6 GW.

Svære reformer

Det er ikke kun på det grønne område, at præsident Ramaphosa har store ambitioner. Han kom til magten i 2018 på en lovende reform-agenda, der bl.a. handler om udryddelse af fattigdom, forbedret uddannelse og en forbedring af statens økonomi. Alt sammen tiltag, der ifølge de økonomiske lærebøger vil smitte positivt af på væksten. Ramaphosa og hans regering er da også under et væsentligt pres for at skabe forbedrede levevilkår for den brede befolkning, men på trods af præsidentens gode intentioner synes landets økonomi at underperforme år efter år med lave vækstrater på mellem 0,5 og 1,5 pct.

Opgaven med at skabe grundlæggende reformer har vist sig svær for Ramaphosa, da der er stærke kræfter – også i hans eget parti, African National Congress – der ikke ønsker at skabe forandringer på arbejdsmarkedet og svække fagforeningernes rolle. Og det er netop det meget stive arbejdsmarked, som bliver fastholdt af fagforeningernes stærke hænder, der gør det svært at slanke en meget stor og dyr offentlig sektor. Det kan lægge en dæmper på selv de bedste vækstplaner.

2,6 GW vind- og solenergi er i udbud, og når vinderne bliver fundet, er der god grund til at sidde klar ved telefonerne hos de danske leverandører til vindindustrien.

Desuden kæmper regeringen med dårligt drevne offentlige selskaber – herunder det offentlige forsyningsselskab ESKOM, som tilskrives den tvivlsomme ære for en mangelfuld elforsyning og hyppige blackouts. Det kan de store grønne ambitioner forhåbentlig lave om på.

Stigende vækst de kommende år

Til trods for udfordringerne med at sætte tempo på væksten er der tale om den mest stabile og moderne økonomi i den del af Afrika, der ligger syd for Sahara. Det er en lille, åben økonomi, som i høj grad lever af handel med råstoffer som metaller, energi og landbrugsprodukter, og samtidig nyder man godt af uafhængige juridiske institutioner og en uafhængig centralbank. Begge dele er væsentlige, hvis landet i fremtiden skal tage skridtet fra emerging market til fuldt industrialiseret land.

I de økonomiske tal gemmer der sig også en påfaldende lighed med Danmarks økonomi. Sydafrikas økonomi målt på BNP er ca. fem pct. større end Danmarks, og sådan har de to økonomier fulgtes ad de sidste 60 år. Med en befolkning, der er ca. 10 gange større, er de økonomiske leveforhold for den enkelte sydafrikaner dog meget lavere end i Danmark.

Sydafrikas økonomi har som så mange andre landes fået drøje hug af coronakrisen. Krisen har ført til en væsentlig forøgelse af statsgælden, der i 2021 ligger i den høje ende på 82 pct. Sydafrikanerne kæmper i øjeblikket med tredje smittebølge, og gælden ventes at stige en smule de kommende år. Samtidig forventer man dog en vækst på to-tre pct. om året.

EKF Danmarks Eksportkredit bistår danske virksomheder med finansiering af eksport. Læs mere på ekf.dk

Læs mere