De finansielle skyer trækker sig sammen over vækstmarkederne

Der bliver brug for eksportkreditter til at holde hånden under OECD-landenes eksport til vækstmarkederne i den kommende tid.

02-12-2021

Af Jørn Fredsgaard Sørensen, Senior Director, Head of Country & Bank & Sector I EKF Danmarks Eksportkredit. Denne artikel er også bragt i Jyllands-Posten Erhverv og på finans.dk.

Den globale eksport har været bemærkelsesværdig stærk i de seneste 12 måneder. Køerne af containerskibe ud for USA’s vestkyst vidner om, at det især er her, at efterspørgslen er tilbage på fuld damp. Også Asien er godt med trods nedlukninger, mens Afrika og Mellemøsten fortsat ligger under niveauet fra før coronakrisen.

På trods af den stærke eksport har de statslige eksportkreditinstitutioner (ECA’er), som for eksempel EKF Danmarks Eksportkredit, ikke øget deres udstedelser på globalt plan.

Bangkok

Statslige garantier til eksport er normalt med til at dække over de huller, der er i det private markedsaktørers appetit og kapacitet på kreditter til fjerne markeder. ECA’er dækker typisk op mod 15% af verdens eksport af kapitalgoder, men omfanget er meget influeret af balancen mellem købs- og finansieringslyst, og her er coronakrisen meget forskellig fra finanskrisen i 2008-09.

Hvor finanskrisen var et resultat af et kollaps i den finansielle sektor, har coronakrisen sin rod i ”real ”-økonomien. Finanssektoren gik stærkt ind i dette årti, så selvom usikkerheden har været stor, siden vi først hørte om en mystisk virus fra Wuhan, har der været masser af bankfinansiering at hente til eksportforretningerne. Derfor var omfanget af statslige eksportkreditter i første halvår af 2021 fortsat under niveauet fra før pandemien.

Men man kan forvente, at eksporten får mere brug for ECA-assistance i den kommende tid. Det globale opsving ser nemlig ud til at gå ind i en mere træg fase, hvor også risikoappetitten på emerging markets og likviditeten i banker og forsikringsselskaber mindskes, og mange derfor vil kigge til de statslige eksportkreditinstitutioner efter hjælp.

Eksempelvis har centralbankerne i Brasilien, Chile, Peru, Rusland, Polen, Ungarn, Kina og Sydkorea hævet policy-renterne på det seneste, og flere lande forventes at følge efter. De kommende rentestigninger i USA vil kun forstærke denne tendens, for mange lande må enten hæve renten tilsvarende eller se deres valuta falde i værdi i forhold til dollaren. For lande med udlandsgæld i dollar er dette et valg mellem pest eller kolera, da en faldende valuta øger dollar-gælden, mens en højere rente vil dæmpe væksten.

Den kommende tid bliver således svær for vækstmarkederne, og det er traditionelt en situation, hvor der er brug for ECA’er, som har større risikoappetit og tålmodighed end de private markedsaktører. Dykker man ned i de seneste omsætningstal for ECA’er, ser man da også, at Afrika fylder mere end normalt. Her finder man den største andel af højrisikolande blandt alle verdensdele, og kreditrisikoen er stigende på kontinentet.

I årene op til coronakrisen var mange afrikanske lande flittige med at udstede statsobligationer på de internationale kapitalmarkeder. Derfor var gælden stigende, allerede inden virussen vendte rundt på verdensøkonomien. Den trend blev forstærket af nedlukningerne, og under coronakrisen er gælden i Afrika under ét steget med 5 procentpoint i forhold til BNP.
Mere end 40 af verdens mest gældstyngede lande har fået kastet et redningsbælte i form af G20-landenes Debt Service Sustainability Initiative (DSSI), som giver landene henstand på deres gæld til andre stater. Men redningsbæltets udlånstid gælder kun til årets afslutning.

En varig løsning beror på, at man også kan få de private kreditorer til at bidrage – og det er svært. Det hjælper ikke, at landene på vej mod en langtidsholder løsning automatisk vil blive downgradet, da en omlægning af gælden (som gør den holdbar) klassificeres som en default-event af ratingbureauerne. Derfor kommer de statslige finansieringsinstitutioner sikkert mere i spil i den kommende tid.