Om EKF

Dansk vindenergi kan løse Afrikas energiproblemer

Energi er kernen i to problemstillinger i Afrika: I at nå FN-målet om at sikre bæredygtig energi til alle og i at fortsætte den økonomiske vækst, der har spredt håb på kontinentet det seneste årti. Dansk eksport af vindenergi kan spille en vigtig rolle.
​Når satellitter stiller skarpt på Afrika efter mørkets frembrud, kigger de nærmest tilbage til en svunden tid, før elektriciteten blev opfundet. Mens størstedelen af den vestlige verden er oversvømmet af et hav af lys, ligger det meste af Afrika nemlig hen i mørke.

Det billede vil forhåbentlig ændre sig i en ikke alt for fjern fremtid, for mens et overflødighedshorn af 2020-planer nærmer sig deadline, venter FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling (SDG-målene) lidt længere ude i horisonten. Planen med det formelle navn ”Transforming our World: the 2030 Agenda for Sustainable Development” har som mål nr. 7, at vi skal sikre adgang til pålidelig og prisvenlig vedvarende energi til hele verdens befolkning.

Og her er der ikke tid til at sidde på hænderne. Omtrent 1 mia. mennesker på verdensplan vurderes at leve uden adgang til elektricitet, og hele 620 millioner af de mennesker bor i Afrika. Kun ca. halvdelen af Afrikas befolkning vurderes at have adgang til et elektricitetsnet.

Vækst og stigende energibehov
Den afrikanske økonomi vækster dog i et hidtil uset tempo. I mere end et årti har den gennemsnitligt ligget på fem pct. om året, hvilket gør Afrika til et af de hurtigst voksende kontinenter i verden. Blandt andet derfor anslår man, at energibehovet mindst vil være fordoblet i 2030. Det skaber et akut behov, for selvom Afrika har nogle af verdens bedste kilder til vedvarende energi, kom kun ca. én pct. af energien fra sådanne kilder i 2016.

Fossile kraftværker fylder mest i Afrikas energimiks, men det er stadig langtfra nok til at imødekomme udviklingslandenes behov for energi. Manglen på energi og en notorisk ustabil energiforsyning er en bremseklods for økonomien.
​Potentialet for vedvarende energi er derfor stort. Ifølge en rapport forventer analysebureauet Make, at der i 2027 vil være installeret vindmøller med en samlet kapacitet på 30 gigawatt. Det er en håndgribelig forøgelse i forhold til de fem gigawatt fra 2017 – en vækst, der primært bliver trukket af lande som Sydafrika, Marokko, Egypten, Etiopien, Kenya og Tunesien. Mange flere lande har dog gode vindforhold og kan bidrage til at gøre vindenergi til en succeshistorie på hele kontinentet.
 
Onshore-vindmølleparker kan nemlig opføres og levere strøm til en pris, der kan konkurrere med prisen på energi fra fossile brændstoffer. Vindenergi er en hurtig og bæredygtig måde at løse energiunderskuddet på, og det kan mindske Afrikas eksponering for de store udsving i olieprisen. Det skaber muligheder for dansk vindeksport.

Investeringer og danske eksportmuligheder
I juli 2020 skal den første store vindmøllepark i Vestafrika stå klar 70 km nord for Senegals hovedstad, Dakar. Her skal 46 møller fra danske Vestas producere strøm svarende til 15 pct. af Senegals nuværende energiforsyning. Også i det vindomsuste månelandskab tæt ved Lake Turkana i Kenya kan man finde en vindmøllepark med dansk deltagelse. Her skal 365 vindmøller fra Vestas levere tiltrængt grøn energi til Kenya, når de kommer i drift.
Det kræver dog investeringer, hvis potentialet skal blive til et afrikansk vindeventyr. For at tiltrække investorer skal man have nogle succesfulde cases, og her kan Senegal og Kenya blive gode historier.

Dernæst skal risikoen for investorerne minimeres. Den politiske risiko, valutarisikoen, en dårlig infrastruktur og et mangelfuldt el-net i Afrika er ikke verdens bedste trækplaster, men det kan der ændres på med den rette risikoafdækning. I EKF har vi mange års erfaring med at afdække den form for risiko, og det kan forhåbentlig bane vejen for flere succesfulde afrikanske energiprojekter med dansk deltagelse.
Index for robots