Om EKF

Dansk havvind på vej mod fjerne kyster

Danmark har en vigtig rolle at spille i verdens grønne omstilling
 
Over hele verden er man i fuld gang med at gøre sig mindre afhængige af fossile brændstoffer, og det forventes, at vindenergi vil spille en stigende rolle i energiomlægningerne. Især havvind spås en lysende fremtid med mere end en femdobling af kapaciteten frem mod 2030.
Det er godt nyt for Danmark, for vi har nogle af verdens førende aktører på området. Men det er altafgørende at sikre, at de danske virksomheder konstant hører til blandt de mest konkurrencedygtige på området.   
 
Havvindmølleparker har hidtil primært været udbredt i Nordsøen. Helt i front ligger Storbritannien, der gang på gang har slået rekorderne for, hvor store havvindmølleparker kan blive. Senest med Hornsea-parken, der skal producere grøn strøm til én million britiske husstande – og med et solidt dansk aftryk. Det kommer der også til at være, når havvind nu bevæger sig mod fjernere kyster.

Taiwan er første stop på ruten, men også Japan og Sydkorea forventes snart at lægge havbund til kabler, fundamenter og møller med dansk indhold. Håbet er, at det amerikanske marked følger lige efter. Kina bliver med stor sandsynlighed det største marked, men kineserne favoriserer egne producenter - de har dog vist stor interesse for at bruge komponenter fra danske underleverandører.
De danske aktører er med helt fremme, for det er altafgørende at være blandt de første, der planter flaget på nye markeder. Beviser man sit værd i første runde, høster man vigtige erfaringer og stordriftsfordele til opførelsen af de næste parker.
 
Førende virksomheder
Danmark er velsignet med verdens førende vindmølleproducenter; Vestas, MHI Vestas og Siemens Gamesa og en lang række højt specialiserede underleverandører. Men den danske vind-succes er også forankret i et omfattende økosystem, der også omfatter Ørsted og CIP, der hører til blandt verdens førende bygherrer indenfor offshore vind. Hertil kommer testfaciliteter i Thy og på Lindø Offshore Renewables ​​Center, samt at danske fonde og pensionskasser tilbyder grønne vækstmidler i form af finansiering.
Dette grønne habitat beskæftigede 33.000 medar-bejdere, eksporterede for 54 mia. kroner, og bidrog med 2 pct. af Danmarks BNP sidste år, viser tal fra Wind Danmark.
 
Men parallelt med kampen om markedsandele raser kampen om arbejdspladserne, og hvis danske virksomheder skal vinde flere ordrer i udlandet, må de spille efter lokale regler. Mange lande kræver nemlig opbygning af lokale underleverandører eller giver en højere pris på strømmen, hvis en del af indholdet til møllerne produceres lokalt.
Danske vind-virksomheder har derfor allerede etableret produktion i Kina, USA, Tyskland, Tyrkiet, England, Indien, Mexico og Brasilien, og flere udflytning vil følge efter. Vi må derfor indstille os på, at de danske vindmøllearbejdspladser fremover kommer til at inkludere færre mænd i blå kedeldragter og flere i hvide skjorter.
 
Det er i Danmarks interesse at bibeholde jobs med stor værditilvækst. Det gør vi ved at holde hele det danske økosystem omkring vind-branchen konkurrencedygtigt. For med lokal produktion i andre lande får de danske selskaber også adgang til vækstmidlerne i andre landes systemer. Det kan gøre det attraktivt at flytte flere funktioner ud til andre lande. Det er således ikke bare virksomhederne, der konkurrerer. Det gør de omkringliggende systemer også.
 
Finansiering
Adgangen til finansiering er blevet en afgørende succesparameter, og her har danske statsinstitutioner som Vækstfonden, IFU og EKF en vigtig rolle at spille. Til eksempel blev Hornsea-parken opført med kapital fra danske pensionskasser og med verdens hidtil største betalingsgaranti på 6,7 mia. kr. fra EKF.
Det er derfor vigtigt, at vi vedligeholder og styrker de systemer og institutioner, som understøtter den danske vind-succes ved - som i dag – at forbinde aktørerne og samarbejde med producenter, finansielle institutioner og myndigheder i ind- og udland. Det sikrer en grøn omstilling med størst muligt dansk indhold.
Det gode er, at vi allerede har redskaberne – vi behøver ikke opfinde nye. Men i den internationale konkurrence er det vigtigt altid at vedligeholde værktøjskassen og sikre, at man har de rette folk til at bruge den.
Index for robots