Vestas skal levere 140 3MW-vindmøller til en ny vindmøllepark i den australske delstat, Victoria. Når vindmølleparken, Macarthur Wind Farm, står færdig i 2013 bliver den med sine 420MW den sydlige halvkugles største vindmøllepark. EKF låner de to projektejere, Meridian Energy Limited og AGL Energy Limited, cirka halvdelen af selskabernes finansiering til projektet og sikrer dermed Vestas en milliardordre.
Siden 2009 har eksportlån fra EKF hjulpet danske virksomheder med at finansiere vigtige kontrakter rundt omkring i verden. Et stort antal danske underleverandører i marineindustrien har leveret udstyr til A.P. Møller-Mærsks skibsbygning i udlandet, virksomhederne Copenhagen Merchants, Svane Shipping og Bunge har bygget en havneterminal i Letland, FLSmidth har solgt en cementfabrik til Jordan, Siemens Wind Power har solgt vindmøller til New Zealand, og Vestas har også tidligere solgt vindmøller til Australien med eksportlån i ryggen.
Udover de syv eksportlån, der er udstedt indtil nu, har EKF godkendt mere end 15 ansøgninger om eksportlån til en samlet værdi af cirka 10 milliarder kroner. Lånene udstedes endeligt, når og hvis de forretninger, lånene vedrører, falder på plads. EKF forventer at udstede i hvert fald tre nye eksportlån inden for det næste halve år.
Eksportlåneordningen blev oprettet i 2009 som en hjælp til virksomheder, der havde svært ved at opnå finansiering, fordi finanskrisen havde stækket bankernes evne og vilje til at yde lån. Finansmarkederne er tøet noget op, siden finanskrisen var på sit højeste, men mange danske eksportvirksomheder har fortsat svært ved at få finansieret deres eksportforretninger, og her kan et eksportlån være en vigtig hjælp. Ordningen er også en god forretning for Danmark. Når store danske eksportvirksomheder vinder ordrer i udlandet, giver det omsætning og arbejdspladser i Danmark, både i de berørte virksomheder og hos mange danske underleverandører.
Eksportlåneordningen var oprindeligt planlagt til at udløbe med udgangen af 2011, men EKF forventer at kunne tilbyde eksportlån også ud over 2011. VK-regeringen lagde med vækstudspillet ”Aftale om Danmark som Vækstnation” (maj 2011) op til at forlænge eksportlåneordningen til 2015, og partierne i den tiltrædende regering har også tidligere udtrykt vilje til at forlænge eksportlåneordningen.
Yderligere oplysningerKontakt afdelingschef i EKF, Kim Richter, på telefon 35 46 61 87 eller på e-mail
kri@ekf.dk.