Nyheder & viden

CSR-rapport 2011: Ansvar for Danmark og den krøltoppede pelikan

EKF har for fjerde gang offentliggjort en CSR-rapport, og den seneste beskriver CSR-aktiviteterne i 2011. CSR-aktiviteterne er en integreret del af forretningen, hvilket betyder, at EKF kun involverer sig i projekter, der er vurderet i forhold til den miljømæssige, sociale og økonomiske forsvarlighed. Aktiviteterne er ligeledes med til at understøtte EKF’s ansvar for at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark.
​Det er EKF’s langsigtede mål at bidrage til social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed i verden, hvilket betyder, at EKF har valgt at følge en række internationale aftaler og principper. Den seneste CSR-rapport viser, hvordan EKF inddrager hensyn til mennesker og miljø som et led i en ansvarlig forretningspolitik. Derfor bliver et stigende antal projekter undersøgt i forhold til hensyn om bæredygtighed, når EKF vurderer eksportforretninger.

”EKF har et etisk og forretningsmæssigt ansvar for at sikre den størst mulige bæredygtighed i de forretninger, vi deltager i. Vi betragter en ansvarlig håndtering af sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter af forretningerne som en integreret del af vores risikovurdering,” fortæller EKF’s direktør Anette Eberhard.

Screening af social og miljømæssig indflydelse
I 2011 blev flere projekter end nogensinde før derfor screenet for den miljømæssige og sociale indflydelse. Dette inkluderer for eksempel arbejdstagerrettigheder, sikkerhed og sundhed for medarbejdere, hensyn til lokalbefolkningen samt forbruget af naturressourcer og råstoffer.
”EKF’s vurdering af et projekts bæredygtighed lever som minimum op til lokal lovgivning og de internationale regler, hvilket også er en garanti for vores kunder, da vi står inde for deres eksportforretning ud fra både et socialt, miljømæssigt og kommercielt synspunkt,” siger CSR-konsulent Kristina Maria Goldberg.
 
____________________________________________________________
 

Eksempel

 
Den krøltoppede pelikan: Mordogan & Korkmaz vindmøllepark, Tyrkiet
EKF er involveret i et projekt, der inkluderer udviklingen af to vindmølleparker i det vestlige Tyrkiet. Placeringen er dog ikke langt fra et vigtigt naturreservat, hvor sjældne og udryddelsestruede fugle overvintrer. Vindmølleparker og dertilhørende strømledninger udgør en stor potentiel risiko for fuglelivet, for eksempel den sjældne krøltoppede pelikan, som færdes i området. Derfor valgte EKF at inddrage en ornitolog, som undersøgte fuglenes trækruter. Han konkluderede, at vindmølleparken ikke ville have en negativ påvirkning på fuglelivet, og EKF valgte derfor at udstede en garanti på projektet.
 
> Læs mere om projektet på side 10 i CSR-rapporten
____________________________________________________________
 
 
EKF’s bidrag til Danmark
Udover at EKF tager et bæredygtigt ansvar for de udenlandske aktiviteter, viser CSR-rapporten yderligere, at EKF tager et samfundsansvar i forhold til dansk eksport og danske arbejdspladser. EKF har været i voldsom vækst siden finanskrisens start og har ved udgangen af 2011 haft mere end en fordobling af udstedte garantier. I 2011 har det betydet
 

> 24 milliarder kroner i omsætning
> hjælp til 400 danske virksomheder
> 20.000 danske arbejdspladser
> 12,0 milliarder kroner i forbedret betalingsbalance.

EKF’s direktør Anette Eberhard er derfor tilfreds med årets CSR-aktiviteter:

”EKF hjælper danske virksomheder frem i verden. Som de eneste i Danmark dækker vi risici, som banker og andre ikke kan eller vil tage. Vores CSR-arbejde understøtter derfor den overordnede vision om at sikre dansk erhvervsliv konkurrencedygtige finansielle vilkår på internationale markeder,” siger Anette Eberhard og fortsætter

”Det har stor værdi for Danmark, når EKF er med til at skabe omsætning og arbejdspladser hos de danske eksportvirksomheder og deres underleverandører.”

 

____________________________________________________________
 

Eksempel


Ny ordre til Fyns maskinvirksomhed
Den fynske maskinvirksomhed Böll-Tec fik en bestilling fra en norsk virksomhed, der ønskede et anlæg til at håndtere træpaneler. Virksomheden manglede dog finansiering til anlægget, og Böll-Tec risikerede derfor at miste ordren. Derfor lavede EKF en SMV-garanti, som gav banken 100 % garanti for den norske virksomheds betalinger. Herefter kunne Böll-Tec levere anlægget til 2,5 millioner kr.

 

> Læs mere om projektet her

____________________________________________________________

 

 

Læs CSR-rapporten her


Kontaktinformationer:
Kristina Maria Goldberg
CSR-konsulent

T: +45 35 46 61 25
M: +45 20 19 45 19
E: kgo@ekf.dk

Index for robots