Sådan foregår det

Garanti åbner nye muligheder for Grenaa Motorfabrik

Grenaa Motorfabrik renoverede en skibsmotor til en ny kunde på Malta. Kunden havde behov for finansiering, og Grenaa Motorfabrik ønskede at sikre sig mod risiko for tab med hjælp fra EKF.
Hvad
Grenaa Motorfabrik A/S renoverede skibsmotor til transportfirma på Malta
Værdi
Ca. 1 million kroner
EKF's rolle
EKF stillede en garanti, der dækkede 90 procent af et eventuelt tab
EKF produkt
Sælgerkreditgaranti
Dækningsperiode
2009-2010
  • Citat

    Vores køber på Malta var begejstret for løsningen, som sikrede ham likviditet til at køre projektet igennem.

    Ebbe Sørensen, adm. direktør, Grenaa Motorfabrik A/S

    ​Grenaa Motorfabrik A/S fik i 2009 en ordre på at levere en rekonditioneret skibsmotor til et transportfirma på Malta, som har specialiseret sig i at fragte levende fisk til kunder i Middelhavet.

    Ordren på ca. 1 million kroner havde stor betydning for Grenaa Motorfabrik og udgjorde en væsentlig del af virksomhedens omsætning indenfor eksport af marineanlæg.

    ”Vi fik hurtigt de forhandlingstekniske data på plads med vores køber på Malta, men køberen havde kun mulighed for at indgå ordren, hvis han fik hjælp til finansieringen,” fortæller Ebbe Sørensen, adm. direktør hos Grenaa Motorfabrik.

    Ebbe Sørensen stod derfor med en udfordring for at finde en løsning på køberens finansiering af ordren.

    Desuden ønskede Grenaa Motorfabrik at undgå en situation, hvor virksomheden risikerede at bære et eventuelt tab alene.

  • ​Adm. direktør hos Grenaa Motorfabrik Ebbe Sørensen havde kendskab til EKF fra avisartikler og kontaktede EKF for at høre om mulighederne for at sikre Grenaa Motorfabrik mod risiko for tab og hjælpe køberen på Malta med at finansiere eksportordren.

    ”Vi havde en fin proces med EKF, hvor vi blev sat grundigt ind i mulighederne. EKF hjalp også med at sætte vores bank ind i procedurerne med EKF’s kreditter og garantier,” siger Ebbe Sørensen.

  • ​Grenaa Motorfabrik gav selv den maltesiske køber kredit på ordren. EKF dækkede 90 procent af virksomhedens tab, hvis køberen ikke betalte.

    Imidlertid fik Grenaa Motorfabrik pengene for ordren på forhånd, da banken købte de fremtidige betalinger af virksomheden. Dermed blev Grenaa Motorfabrik sikret likviditet, mens virksomheden arbejdede på at udføre ordren.

    Det var Grenaa Motorfabriks første kontakt med EKF, og den åbnede nye muligheder for den danske virksomhed og dens købere i udlandet. Den danske fabrik leverede den renoverede skibsmotor i sommeren 2010, hvorefter køberen installerede den.

    ”Det var en vigtig ordre for os, da den har åbnet nye muligheder. Det var vores første ordre til et firma på Malta. Firmaet sejler fra havn til havn i Middelhavet, og da køberen fik en god oplevelse, håber vi, at rygtet går videre til andre mulige købere for Grenaa Motorfabrik,” siger adm. direktør Ebbe Sørensen.

EKF
Dahlerups Pakhus
Langelinie Allé 17
2100 København
Danmark
T: +45 35 46 61 00
Index for robots