
Flere af vores ordrer til de Arabiske Emirater er kun blevet mulige med hjælp fra EKF.
Toni Reftman, direktør, Eldan Recycling A/S
Verden over er der voksende efterspørgsel efter bæredygtige løsninger til at genanvende råvarer fra kasserede produkter som kabler, køleskabe, bildæk, computere og maskiner. Det giver Eldan Recycling A/S gode muligheder for at sælge deres anlæg til at genanvende metaller, plast og gummi fra affaldet.
Eldan opsøger købere overalt i verden, og en målrettet indsats på at opsøge kontakter i de velhavende Arabiske Emirater gav resultat i foråret 2011, da den første af en række ordrer indløb.
”Vores udfordring var imidlertid, at køberne i de arabiske lande ønsker kredit til at finansiere indkøbet af vores anlæg, selv om de er store virksomheder og ikke mangler penge,” siger direktør Toni Reftman.
Eldan Recycling indledte derfor et samarbejde med en tysk handelspartner, Ferrostaal, der markedsførte anlægget til at genanvende bildæk og arrangerede finansieringen til at købe udstyret. Ferrostaal ønskede imidlertid at sikre sig mod risikoen for, at køberne ikke betalte tilbage på kreditten som aftalt. Udover den kommercielle risiko på køberne gav de politiske uroligheder i flere lande i Mellemøsten i foråret 2011 også anledning til bekymring.