Aalborg CSP A/S projekterer og sælger dampkedler, primært til solkraftværker. Kunderne skal betale en del af ordrebeløbet forud, så den danske virksomhed har penge at arbejde med, mens den fremstiller kedlerne.
Virksomheden skal stille sikkerhed for kundernes forudbetalinger ved at kautionere eller lægge kontante beløb i banken. Dermed risikerer virksomheden at binde så store beløb i banken, at den mangler penge til at betale lønninger, underleverandører og materialer.
Derfor havde Aalborg CSP behov for at stille sikkerhed på en anden måde end gennem banken.
”Der er et spændende og meget stort markedspotentiale inden for solkraftværker, og vi har en aktuel ordrebeholdning på 250 millioner kroner til en række solkraftværker,” siger Peter Badstue Jensen, salgsdirektør og partner i Aalborg CSP A/S.
Hele virksomhedens omsætning går til eksport, og den har mange nye potentielle ordrer i udsigt.