Om EKF

Ny organisering i EKF

Store og små eksportvirksomheder får fremover hver deres afdeling i EKF. Målet er at gøre rådgivningen og garantigivningen mere målrettet.

20. oktober 2010​

EKF deler fremover sine kunderådgivere op i to afdelinger, der skal tage sig af henholdsvis store virksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV).

Det sker for at målrette rådgivningen og garantigivningen til de udfordringer, de to kundegrupper hver i sær har og på den måde hjælpe danske eksportvirksomheder endnu bedre med at få finansieret deres eksportforretninger.

”SMV’er har ofte andre udfordringer end store virksomheder. For at give begge virksomhedstyper den bedst mulige hjælp, har vi valgt at lave to specialafdelinger, som så kan målrette deres rådgivning og finansieringsløsninger”, siger EKF’s direktør, Anette Eberhard.

Afdelingen for SMV-virksomheder vil også tage sig af finansiering af eksport af klima-, energi- og miljøteknologi.
 
Chef for Store Virksomheder bliver Erling Frandsen, der samtidig udnævnes til afdelingsdirektør i EKF. Erling Frandsen overtager posten efter Henrik G. Welch, der efter godt 8 år i EKF har valgt at søge nye udfordringer.
 
Chef for Små og Mellemstore Virksomheder og Klima er Kim Richter, der indtil nu har haft ansvaret for EKF’s eksportlån og eksportkautioner.
Index for robots