Om EKF

Erfarne erhvervsfolk skal understøtte dansk eksport

Efter den årlige gennemgang af bestyrelseskompetencerne byder EKF velkommen til to nye bestyrelsesmedlemmer. Praktisk erfaring med eksport og erfaring fra den finansielle sektor er afgørende, vurderer bestyrelsesformand Christian Frigast.
EKF Danmarks Eksportkredit styrker indsatsen for danske eksportvirksomheder, når de nu skifter ud på pladserne i bestyrelseslokalet. Det er Poul Due Jensen fra Grundfos og den tidligere bankdirektør i Nordea Jørgen Høholt, der fra juni indtræder som nye bestyrelsesmedlemmer i EKF.
 
Med udnævnelsen udvides bestyrelsen med én person, og det er helt bevidst, forklarer EKF’s bestyrelsesformand, Christian Frigast:
 
”Vi gennemgår vores bestyrelseskompetencer en gang om året, og vi har vurderet, at det er vigtigt at have mere erfaring fra den finansielle sektor repræsenteret. Jørgen Høholt har netop den erfaring med international finansiering og kreditvurdering, som er afgørende. Men det er også vigtigt fortsat at have praktisk erfaring fra en dansk eksportvirksomhed repræsenteret. Det har vi fået med Poul Due Jensen. Han har mere end 12 års erfaring fra USA, Canada og Asien”, siger Christian Frigast. 
 
Poul Due Jensen har bogstaveligt talt eksport i generne. Han er barnebarn af Grundfos’ stifter af samme navn, der i 1944-1945 grundlagde Bjerringbro-virksomheden, som sender over 90 procent af salget til udlandet.
​Poul Due Jensen er, efter en række år i Singapore som ansvarlig for virksomhedens aktiviteter i Asien, tilbage i Bjerringbro og nu i direktionen med ansvar for koncernens globale salg, marketing og service. Han ser frem til at bidrage positivt til den danske eksport på en for ham ny måde.

”Finansiering og risikoafdækning er to af de afgørende succesparametre for eksporten, og jeg ser det som en vigtig opgave at sikre, at den nødvendige finansiering bliver muliggjort for både små og store eksportvirksomheder”, siger Poul Due Jensen.
 
Han afløser en anden tidligere Grundfos-direktør, Søren Østergaard Sørensen, på posten i EKF.
 
Alle bestyrelsesmedlemmer udpeges af erhvervsministeren for to år ad gangen efter indstilling fra bestyrelsen.
 
Ud over ansvaret for EKF’s strategier og politikker fungerer bestyrelsen som kreditkomité med ansvar for alle store lån, kautioner og garantier.
 
Bestyrelsen består herefter af:
Formand Christian Frigast, næstformand Dorrit Vanglo, Poul Due Jensen, Jørgen Høholt, Flemming Aaskov Jørgensen, Karen Nielsen, Jørgen Skeel, medarbejderrepræsentanter Anna Marie Owie og Yasir Al-Gailany
Index for robots