Om EKF

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
1. Formål
 
Forslaget indeholder rammerne for en grundlæggende reform af det danske eksportkreditgaranti- og finansieringssystem ved oprettelse af en Dansk Eksportkreditfond (EKF) under Erhvervsministeriet. Målet er, at danske eksportvirksomheder skal tilbydes konkurrencedygtige garanti- og finansieringsvilkår i forhold til deres udenlandske konkurrenter. Desuden skal systemet gøres mere enkelt, overskueligt og kundevenligt for brugerne.
 
Dette mål kræver en fremtidssikret organisation i overensstemmelse med den forventede internationale udvikling, herunder ikke mindst en sikring af både den aktuelle og den fremtidige konkurrencedygtighed over for tilsvarende udenlandske ordninger. Samtidig må der frembringes den fornødne regnskabsmæssige gennemskuelighed og styrbarhed samt koordinering med tilgrænsende ordninger med henblik på størst mulig effektivitet.
 
De statslige ordninger skal koncentrere sig om afdækning af ekstraordinære risici med vægt på de risici, som virksomhederne kun i ringe grad kan påvirke, og skal sigte på at kunne matche de internationale konkurrencevilkår, hvor dette falder under den danske erhvervspolitiske strategi, og under forudsætning af en sund økonomi i de konkrete eksportprojekter. Desuden skal de statslige ordninger give incitament til at fokusere eksporten til betalingsdygtige købere i lande med betalingsevne.
Forslaget skaber tillige grundlag for at gennemføre den nye sektoraftale i OECD om eksportkreditter til skibe. Denne aftale var et led i en generel aftale om etablering af normale konkurrencevilkår i den kommercielle skibsbygnings- og skibsreparationsindustri (begrænsning af statsstøtte), som efter parternes ratifikation forventes at træde i kraft den 1. januar 1996.
 
I det hele skal reformen gennemføres under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser og med mulighed for hurtig tilpasning til den fremtidige udvikling heri. Dette gælder f.eks. aftaler om eksportkreditgarantier og skibsfinansiering i EU- og OECD-regi.
 
Der har allerede gennem længere tid været et samarbejde om eksportkreditter i OECD-regi på grundlag af en aftale om mellemlange og lange eksportkreditter, den såkaldte Consensus-aftale. Dette arrangement har til formål at begrænse subsidier til finansiering af international handel for at undgå et internationalt kreditkapløb. Tendensen går mod stadigt strammere regler, og der arbejdes for nærværende på harmonisering af præmier og andre garantivilkår. Sideløbende hermed forhandles der i EU-regi om et direktivforslag om harmonisering af de væsentligste bestemmelser om eksportkreditforsikring af mellem- og langfristede forretninger.
 
2. Baggrund
 
Erhvervsredegørelsen 1994 understregede det afgørende forhold for virksomhedernes konkurrenceevne, at eksportgaranti- og -finansieringsvilkårene kan måle sig med de vilkår, der gælder i udlandet. Samtidig kunne det konstateres, at de danske ordninger i forbindelse med længerevarende eksportforretninger fungerede mere adskilt og mindre koordineret end i lande, Danmark normalt sammenligner sig med.
 
På baggrund af disse overvejelser har der været nedsat en teknisk arbejdsgruppe med brugerrepræsentation, som har overvejet muligheden for genforsikring af kortfristede risici, jf. bemærkningerne under pkt. 4 nedenfor. Arbejdsgruppen konkluderede, at dette var en mere hensigtsmæssig måde at organisere denne del af den statslige eksportkredit på. Ændringen vil både betyde en administrativ lettelse for virksomhederne og åbne for en øget konkurrence blandt de kommercielle kreditforsikrere. Forslaget blev støttet af både Eksportfremmerådet og Eksportkreditudvalget. Det foreliggende lovforslag gør genforsikring mulig.
 
På det mellem- og langfristede område er lovforslaget baseret på anbefalingerne i betænkning nr. 1295 afgivet i juni 1995 af det Eksportkreditgaranti- og -Finansieringsudvalg, som erhvervsministeren nedsatte til at foreslå en sikring af det danske systems konkurrencedygtighed.
 
Udvalget vurderede de danske eksportkreditordningers konkurrenceposition generelt og foretog bl.a. sammenligninger med tilsvarende ordninger i udlandet. I den forbindelse var det bemærkelsesværdigt, at brugen af de danske ordninger har været stærkt faldende i de seneste år, mens de udenlandske ordninger generelt viser stærkt stigende tendens. Det peger i sig selv på, at de danske ordninger ikke er tidssvarende.
En international sammenligning, som udvalget foretog, pegede på, at OECD-landene i stigende grad anvender eksportkredit som handelspolitisk instrument. Det betyder, at de statslige eksportkreditordninger har oplevet en stigende indbyrdes konkurrence, som har medført en betydelig produktudvikling. Udvalget vurderede på den baggrund, at der var behov for en fornyelse af de danske ordninger.
 
Det nuværende danske system er karakteriseret ved mange indgange for brugerne. Det omfatter i alt 11 ordninger, og såvel beslutningsstrukturen som administrationen af ordningerne er kompleks og involverer et relativt stort antal aktører. Eksportørerne har således 7 forskellige indgange til ordningerne.
 
På baggrund af disse vurderinger foreslås det at samle administrationen af en række eksportkredit- og -finansieringsordninger, bl.a. for skibe, i en enhed under Erhvervsministeriet, nemlig i Eksportkreditfonden. Der indføres tillige en adgang til at iværksætte særlige programmer, som vil sikre, at danske eksportvirksomheder hele tiden kan tilbydes finansieringsvilkår, som er konkurrencedygtige i forhold til deres udenlandske konkurrenter. Herved skabes der fremtidssikrede rammer for en forbedring af de danske ordninger, som vil øge de danske eksporterhvervs konkurrenceevne.
 
3. Forslag til ny struktur
 
Eksportkreditsystemet skal fortsat rette sig mod to overordnede og tæt forbundne politiske mål, nemlig for det første ønsket om at styrke og udvikle danske eksportørers konkurrenceevne, for det andet i tilknytning til østlandepolitikken og u-landsbistanden at udvikle disse landes markeder og industrier - også via de kommercielle handelsrelationer.
 
De kortfristede kommercielle risici i industrialiserede lande skal fortsat dækkes på det private marked. Den statslige eksportkredit skal alene dække de ekstraordinære risici, som virksomhederne kun i ringe grad kan påvirke, og som ikke dækkes af det private marked, dvs. politiske risici og kommercielle risici på mellemlang og lang sigt, samt kortfristede kommercielle risici i østlande og visse udviklingslande. Den statslige ordnings dækningsområde vil løbende blive tilpasset i lyset af den aktuelle kapacitet i det private marked. Lovforslaget medfører således ikke ændringer i denne afgrænsning mellem den statslige og den kommercielle eksportkredit, der indførtes i 1992.
 
Reformen tager især sigte på at skabe færre indgange for virksomhederne og på at koordinere administrationen med henblik på at etablere rammerne for forbedringer og skabe bedre mulighed for at sikre danske virksomheder internationalt konkurrencedygtige vilkår.
 
Den statslige indsats foreslås fremover opdelt på tre produktionscentre:
 
- Områderne blandede kreditter til udviklingslande og investeringsgarantiordningerne for henholdsvis udviklingslandene og for øst- og centraleuropæiske lande vil fortsat henhøre under Udenrigsministeriet.
 
- Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og Investeringsfonden for Østlandene (IØ-fonden) vil fortsat forestå arbejdet med direkte investeringer, især i form af joint ventures, i henholdsvis udviklingslandene og i øst- og centraleuropæiske lande.
 
- De øvrige statslige finansielle eksportfremmeordninger samles i Eksportkreditfonden under Erhvervsministeriet.
 
Årsagen til denne tredeling skal findes i den bistandsorienterede udformning af de blandede kreditter og investeringsgarantiordningerne. Tilsagn i forbindelse med blandede kreditter og investeringsgaranti er i modsætning til eksportkreditgarantier baseret på en vurdering af konkrete projekters udviklingsmæssige betydning i bestemte regioner. Endvidere dækkes udgifterne, herunder eventuelle hensættelser, til disse ordninger under bevillingerne vedr. udviklingslandene mv., der administreres af Udenrigsministeriet. På grund af disse forskelle mellem blandede kreditter, investeringsgaranti og den øvrige statslige eksportkreditgaranti og -finansiering indebærer lovforslaget ikke en samling i EKF's regi.
 
For så vidt angår joint venture investeringer, påtager staten sig en relativt stor risiko for en beskeden præmie, når fonde etableret af staten stiller risikovillig kapital til rådighed. Hertil kommer, at der i erhvervslivet er et bredt kendskab til IFU og IØ-fonden, der også har opbygget en betydelig ekspertise i joint venture investeringer, som det er hensigtsmæssigt at bevare.
 
Der vil blive tilstræbt størst mulig koordination mellem de tre produktionscentre. Det vil f.eks. kunne gælde vurdering af risikoen ved investeringer i de forskellige lande. Et tættere samarbejde vil naturligt kunne udvikle sig inden for rammerne af nærværende lovforslag.
 
Ordningen med blandede kreditter benytter sig f.eks. i dag af eksportkreditordningens landeklassifikation ved vurderingen af landerisici. En lignende koordination kunne tænkes etableret i relation til investeringsgarantier og joint venture investeringer. Såfremt der på et senere tidspunkt
 
- på linie med udlandet - skulle vise sig et behov for mere erhvervsrelaterede investerings- og investeringsgarantiordninger i tilknytning til eksportfinansiering, vil det være muligt for EKF at gå ind i etableringen af sådanne ordninger inden for rammerne af nærværende lovforslag.
 
De øvrige ordninger foreslås administreret i forbindelse med EKF. Det gælder både de generelle og de specifikke, og både garantistillelse og rentestøtte:
 
- Eksportkreditgaranti for ekstraordinære risici, som ikke dækkes af det private marked, herunder politiske risici samt visse kommercielle risici,
 
- bistand til skibsfinansiering, og
 
- bistand til finansiering af anden kapitalgodeeksport.
 
4. Eksportkreditfondens opgaver
 
Eksportkreditfonden skal kunne dække alle former for ekstraordinære risici i forbindelse med danske virksomheders eksport af varer, kapitalgoder og tjenesteydelser, herunder samlede projektleverancer og tilbud herom. Det er især væsentligt at bemærke, at skibe vil indgå under den almindelige eksportkreditgarantiordning.
 
Det er fundet mest hensigtsmæssigt, at den kortfristede del af den statslige eksportkredit med udløb af en administrationsaftale mellem staten (Erhvervsfremme Styrelsen) og A/S EKR Eksportkredit pr. 1. januar 1996 skal overgå fra at være direkte dækket over for de enkelte virksomheder mv. til indirekte dækning ved genforsikring eller lignende. Denne genforsikring vil kunne opnås af kreditforsikringsselskaber, ligesom pengeinstitutters og factoringselskabers risici kan dækkes. Dette sparer erhvervslivet for at skulle skaffe eksportgaranti separat.
Eksportgaranti vil herefter indgå som en del af den samlede eksportfinansiering, som tilbydes i den finansielle sektor, og garantibetingelserne vil blive et integreret element i konkurrencen. Herved skabes en konkurrencesituation på et marked, der hidtil har været præget af en enkelt udbyder.
EKF vil fortsat yde garantier direkte over for virksomhederne i forbindelse med mellem- og langfristede eksportforretninger. Administrationen af ordningen vil efter forslaget ikke længere finde sted hos en operatør (p.t. A/S EKR Eksportkredit), men i EKF's eget regi. Den hidtidige ordning har vist sig mindre hensigtsmæssig på en række områder, idet operatørforholdet har medført en del dobbelt administration.
Endelig findes i forbindelse med den hidtidige eksportkreditordning en særlig facilitet vedrørende rentestøtte til infrastrukturprojekter i de baltiske lande. På grund af internationale aftaler kan ordningen ikke fortsættes, og der vil kun kunne ydes støtte til projekter anmeldt frem til marts 1995. Administrationen af denne ordning vil kunne overgå til EKF.
 
Forslaget indebærer også, at andre ordninger og/eller deres administration samles i EKF. Dette er især relevant for ordninger vedr. skibe, jf. de almindelige bemærkningers afsnit 5 nedenfor.
 
Generel rentestøtte ydes i dag igennem Dansk Eksportfinansieringsfond (DEF) i forbindelse med kapitalgodeeksport og dertil knyttede tjenester. Lovforslaget indebærer, at EKF også får mulighed for formidling af statslig bistand til eksportfinansiering. Spørgsmålet om afgrænsning af de to fondes virksomhed vil skulle drøftes med de involverede parter.
 
Staten har p.t. garantiansvar i forbindelse med garantier ydet frem til udgangen af 1993 for eksport af vindkraftanlæg. Det foreliggende forslag indebærer, at også eksport af vindmøller kan dækkes på linie med andre kapitalgoder under den generelle eksportkreditgaranti.
 
Den eksisterende ordning med statslig kaution over for pengeinstitutterne, herunder i forbindelse med mindre virksomheders introduktion på eksportmarkederne, foreslås ikke fortsat som en del af den generelle eksportkreditordning. Hvis det på et senere tidspunkt skulle vise sig nødvendigt, at staten påtager sig ekstraordinære kautionsrisici, indeholder loven den fornødne hjemmel hertil.
 
Ud over de ydelser, der allerede tilbydes i henhold til den eksisterende eksportkreditordning, og som forudsættes udviklet yderligere, åbner lovforslaget mulighed for, at der etableres særlige programmer på eksportfinansieringsområdet. Iværksættelse af sådanne programmer vil især være aktuelt i de situationer, hvor det viser sig, at de danske ordninger ikke er konkurrencedygtige. Hermed tilføres det danske system den dynamik, der er nødvendig for at sikre dansk erhvervsliv de bedst mulige konkurrencevilkår.
Det foreslås, at styringen af de statslige udgifter til eksportkreditgaranti- og finansieringsordningerne generelt skal ske via EKF's kapital. Der vil således som udgangspunkt ikke være behov for garantirammer til de respektive formål. Der vil dog kunne blive tale om at etablere programmer vedrørende bistand til finansiering, som vil kræve en særskilt bevilling.
 
Det vil være EKF's administrations ansvar, at egenkapital og hensættelser til stadighed udgør et forsvarligt grundlag for de påtagne forpligtelser og drift i øvrigt. Kapitalen vil, når der opstår behov herfor, kunne reguleres ved statslige indskud eller udtræk.
 
5. Særlige forhold vedrørende skibe
 
Som udgangspunkt skal eksportordningerne for skibe ikke adskille sig fra ordningerne for andre kapitalgoder. Dette er bl.a. en konsekvens af OECD's nye sektoraftale om skibsbygning, som Danmark deltager i, og som vil begrænse statsstøtten til skibsbygning. Det vil f.eks. betyde, at den nuværende lov om Garantifonden for Skibsbygning må udløbe.
 
Konkurrencesituationen på skibsbygningsområdet er speciel derved, at markedet er næsten totalt internationaliseret. Danske redere vælger både danske og udenlandske værfter. Set fra et værftssynspunkt er det derfor afgørende, at de samme gunstige finansieringsvilkår kan ydes for alle skibe, uanset om de bygges til danske eller udenlandske redere. Det modsatte ville reelt hindre danske værfter i at opnå ordrer fra danske redere, hvilket ville være uholdbart.
 
På den baggrund foreslås en særregel for skibsfinansiering, som gør det muligt at udstrække EKF's virksomhed til også at omfatte ordrer fra danske redere.
 
Med henblik på fremtidssikring, især med hensyn til de danske tilbuds konkurrencedygtighed internationalt, foreslås også en adgang til at etablere særlige programmer på skibsbygningsområdet. I første omgang er det imidlertid ikke hensigten at udvide det nuværende dækningsområde.
 
En samling af skibsordningerne i EKF-regi vil især medføre en administrativ forenkling.
 
Skibsfinansieringen er hidtil hovedsageligt blevet varetaget af Danmarks Skibskreditfond, men i mange af lånesagerne med pengeinstitutterne som delvise garanter. Ved afskaffelse af indeksfinansieringsordningen i efteråret 1993 og ændringen af lov om Garantifonden for Skibsfinansiering i april 1995 blev Skibskreditfondens særstilling for skibsfinansiering med henholdsvis statsstøtte og statsgaranti ophævet, således at pengeinstitutter kan konkurrere på lige vilkår med Skibskreditfonden. Det forventes derfor, at pengeinstitutterne i stigende omfang vil deltage i finansiering af nybygning af skibe på danske værfter.
 
6. Forhold til EU-retten
 
Lovforslaget er anmeldt til Europa-Kommissionen i henhold til EØF-Traktatens art. 93, stk. 3.
Der forhandles i øjeblikket i EU-regi om et direktivforslag om harmonisering af de væsentligste bestemmelser om eksportkreditforsikring af mellem- og langfristede forretninger. Det foreliggende lovforslag danner rammerne for en fremtidssikret eksportkreditordning, og efter alt at dømme vil tilpasning til de krav, direktivet kan komme til at stille, kunne ske inden for rammerne af den foreslåede lov.
 
7. Høring
 
Lovforslaget har været sendt i høring i:
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Arkitekt- og Ingeniørrådet,
Assurandør-Societetet,
Bilfærgernes Rederiforening,
Boligministeriet,
Byggeriets Arbejdsgivere,
Danmarks Fiskeindustri- og Eksportørforening,
Danmarks Nationalbank,
Danmarks Rederiforening,
Danmarks Skibskreditfond,
Dansk Eksportfinansieringsfond,
Dansk Familielandbrug,
Dansk Industri,
Dansk Kaution,
A/S EKR Eksportkredit,
Entreprenørforeningen,
FIH,
Finansministeriet,
Finansrådet,
Handelskammeret,
Håndværksrådet,
Industrialiseringsfonden for Udviklingslande,
Investeringsfonden for Østlande,
Justitsministeriet,
Landbrugs- og Fiskeriministeriet,
Landbrugsraadet,
Miljø- og Energiministeriet,
Rederiforeningen af 1895,
Rederiforeningen for mindre skibe,
Skatteministeriet,
Skibs- og Bådebyggeriernes Arbejdsgiverforening
Skibsværftsforeningen, samt i
Udenrigsministeriet.
 
Høringen har generelt været meget positiv over for forslaget.
 
På baggrund af høringssvarene er forslaget blevet ændret og præciseret på en række punkter. Den væsentligste ændring er, at brugerindflydelsen med hensyn til de overordnede retningslinier er øget. Det er sket gennem en yderligere styrkelse af Eksportfremmerådets fremtidige rolle.
 
Hertil kommer, at en række organisationers ønske om en stærkere brugerindflydelse på enkeltsagsniveauet er imødekommet i form af lovfæstelse af en indstillingsret til Eksportkreditudvalget og en udvidelse af udvalget til 11 medlemmer.
 
8. Økonomiske og administrative konsekvenser
 
Dansk Eksportkreditfond vil være en selvstændigt regnskabspligtig enhed under Erhvervsministeriet. Administrationen af fonden vil indtil videre blive samlet under Erhvervsfremme Styrelsen, hvor en række af de nuværende enkeltordninger (herunder Danmarks Erhvervsfond), der foreslås henlagt under Eksportkreditfonden, hidtil har været administreret.
 
De områder, der skal dækkes af Eksportkreditfonden, beskæftiger i dag ca. 65 statslige årsværk, hvoraf omkostninger svarende til ca. 28 statslige årsværk hidtil har været betalt af Danmarks Erhvervsfond under administrationsaftalerne med A/S EKR Eksportkredit, og ca. 29 årsværk har været beskæftiget i kontorerne for henholdsvis statslig eksportkredit og skibsordningerne samt i administrationsafdelingen i Erhvervsfremme Styrelsen. De øvrige personaleomkostninger har været afholdt af ikke-statslige organer. Det samlede årsværksforbrug vil ligge i underkanten af det nuværende niveau for de opgaver, der samles. Den ressourceindsats, der er nødvendig for at styrke kundebetjeningen og produktudviklingen og for at gennemføre en forbedret markedsføring af den statslige danske eksportkredit, vil fremkomme gennem forenklinger i administrationen i forbindelse med dens koncentration omkring Eksportkreditfonden.
 
Eksportkreditfonden etableres ved overførsel af eksisterende fondsmidler, og omkostningerne ved dens aktiviteter vil som udgangspunkt skulle holdes inden for rammerne af dennes egenkapital og indtægter. Afhængig af fondens aktivitetsniveau vil der kunne opstå behov for en regulering - både i op- og nedadgående retning - af egenkapitalen. Denne regulering vil, i lighed med kapitalindskud under den nuværende eksportkreditordning, som et led i den samlede erhvervspolitiske rammestyring, blive søgt på finanslovene. Fondens aktiviteter skal så vidt muligt hvile i sig selv på længere sigt, men det må antages, at der især i de første år kan blive behov for kapitalopbygning.
 
9. Erhvervsøkonomiske konsekvenser
 
Forslaget er en nødvendig forudsætning for at skabe en forbedring af de langsigtede kreditvilkår til gavn for danske eksportvirksomheders konkurrenceevne. Samlingen af administrationen såvel som andre tiltag i forbindelse med etableringen af EKF vil gøre det nemmere for virksomhederne at benytte de offentlige, finansielle eksportordninger, ligesom der vil kunne ydes en mere koordineret og kompetent indsats over for eksportvirksomhederne. Hertil kommer, at genforsikringsordningen for de kortfristede risici vil åbne for en øget konkurrence blandt de kommercielle kreditforsikrere.
 
Det skal især bemærkes, at forslaget er fremtidsrettet på den måde, at der hurtigt vil kunne udvides med nye eller ændrede produkter eller iværksættes særlige programmer. Dette vil bl.a. sikre, at det danske system hele tiden kan tilpasses, så dansk erhvervsliv tilbydes internationalt konkurrencedygtige garanti- og finansieringsvilkår.
 
I Eksportkreditgaranti- og -Finansieringsudvalgets betænkning påvises, at den langfristede garantidækning og finansiering af kapitalgode- og projekteksporten er faldet markant i Danmark de seneste år - fra 5 mia. kr. om året i begyndelsen af 1980erne til mindre end 1 mia. kr. om året i dag. Faldet har været væsentligt større end i andre OECD-lande, der endda - i modsætning til Danmark - har oplevet et stigende garantivolumen siden 1988. I betænkningen konkluderes, at den negative udvikling i Danmark er vanskelig at forklare, men meget tyder på, at eksportfinansieringen og eksportgarantigivningen er blevet stadig mindre konkurrencedygtig i Danmark, og at dette er en væsentlig medvirkende forklaring på den stedfundne udvikling.
 
Det er et hovedformål med forslaget at skabe de rette rammer for en mere effektiv og konkurrencedygtig eksportkreditordning. I betænkningen er der stillet en række forslag til, hvorledes dette kan gøres.
 
Forbedringerne vil navnlig komme eksportører af kapitalgoder og hele projekter til gode. Projekteksporten fra Danmark har været stagnerende igennem flere år. Lovforslaget vil indebære, at danske projekteksportører bedre kan deltage i internationale projekter, herunder hvor multilaterale finansieringskilder deltager. Projekteksporten går i stigende grad i retning af integrerede projektløsninger, dvs. projekter, hvor eksportøren både skal deltage som totalleverandør og som medejer og operatør af projekter i en periode. Lovforslaget vil indebære, at projekteksportører får væsentligt bedre muligheder for at deltage i den type projekter, f.eks. inden for miljø- og energiområdet.
 
Endelig skal nævnes, at de forbedrede forhold for projekteksporten vil gøre det mere attraktivt for de store internationale projektvirksomheder at investere og placere ordrer i Danmark.
Den langfristede garantidækning muliggør i høj grad eksport, som ellers ikke ville blive gennemført, jf. at lang finansiering er en vigtig konkurrenceparameter ved projekteksport til udviklings- og østlande, ligesom det finansielle marked ofte er ude af stand til at bære risikoen alene ved den type finansiering.
Det forventes, at de allerede igangsatte tiltag som konsekvens af lovforslaget vil kunne øge den langfristede garantivolumen i Danmark til et niveau, der mere er på linje med andre OECD-landes samt tidligere tiders garantivolumen. Et foreløbigt skøn tilsiger et årligt, langfristet garantivolumen på ca. 3 mia. kr. (eksklusive skibe, men inklusive blandede kreditter) eller mere end en tredobling i forhold til i dag.
 
Ovenanførte forøgelse af garantivoluminet skønnes, omend med betydelig usikkerhed, med tiden at kunne indebære en direkte mereksport af kapitalgoder og projekter på måske op mod 2 mia. kr. om året, hvortil kommer de afledte eksportvirkninger.
 
For så vidt angår skibsfinansieringen, vil der blive tale om den reduktion af støtteniveauet, som de internationale aftaler tilsiger, men derudover vil skibsområdet blive integreret i de almindelige ordninger og programmer for finansiel støtte til eksportområdet med det sigte at sikre skibsværfterne lige konkurrencevilkår med de udenlandske værfter.
 
Afslutningsvis bør det understreges, at den løbende tilpasning til de internationale konkurrencevilkår, som forslaget lægger op til, gør en kvantitativ vurdering af de erhvervsøkonomiske konsekvenser vanskelig.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
 
Til § 1
 
Det foreslås med baggrund i Eksportkreditgaranti- og -Finansieringsudvalgets (EFU) anbefaling at samle de statslige finansielle eksportkreditgaranti- og finansieringsordninger i en organisation under Erhvervsministeriet for at sikre dansk eksport lige konkurrencevilkår på eksportmarkederne, både når det gælder garantidækning af ekstraordinære eksportkreditrisici, og når det gælder offentlig bistand til eksportfinansiering. Samtidig skal området fremtidssikres, således at der løbende kan tages højde for den internationale udvikling i virksomhedernes vilkår på markederne, ligesom området skal gøres så enkelt og gennemskueligt som muligt for virksomhederne at anvende, samtidig med at en professionel og effektiv betjening opnås.
Som anført foran i de almindelige bemærkninger er der yderligere to produktionscentre, idet de nuværende bistandsorienterede ordninger for blandede kreditter til udviklingslandene og vedrørende investeringsgaranti forbliver i et produktionscenter under Udenrigsministeriet, ligesom IFU og IØ-fonden bevares som produktionscenter for arbejdet med direkte investeringer, især i form af joint ventures, i henholdsvis udviklingslandene og de øst- og centraleuropæiske lande.
Under hensyn til, at afsætningssituationen for skibe er stærkt præget af den internationale konkurrence, foreslås det at henføre også indenlandsk skibsfinansiering under Eksportkreditfondens formål.
 
Til § 2
 
Dansk Eksportkreditfond foreslås etableret på en sådan måde, at den får en tydelig og selvstændig eksistens - både for at være synlig over for dens kunder og for at sikre dens økonomi gennemskuelighed og styrbarhed. Fonden foreslås derfor oprettet som en selvstændigt regnskabspligtig enhed under Erhvervsministeriet.
 
Ved stk. 2 foreslås fonden oprettet med udgangspunkt i en opdeling af Danmarks Erhvervsfond, som uafbrudt siden 1960 har stået som garantigiver vedrørende eksportkreditgarantier mv., og som yderligere i 1985 overtog garantigivningen på udviklingslande, jf. den tidligere § 7 i lov om internationalt udviklingssamarbejde.
Opdelingen af Danmarks Erhvervsfond gennemføres således, at rettigheder og forpligtelser, herunder den positive egenkapital, der er oparbejdet i Danmarks Erhvervsfond i forbindelse med aktiviteten efter ikrafttrædelsen af lov om eksportkredit den 1. maj 1992, anvendes som grundlag for etableringen af Eksportkreditfonden.
Den resterende del af Danmarks Erhvervsfonds aktiver og passiver, herunder udestående fordringer, som - hvis de nødvendige erstatningshensættelser skulle foretages - ville have udvist en meget stor underbalance, bevares i Danmarks Erhvervsfond, der fortsat opretholdes, så længe det er nødvendigt af hensyn til afviklingen af forpligtelserne samt inddrivelsen af udestående fordringer, herunder fordringer under moratorieaftaler. Herom henvises til lovens § 11 og bemærkningerne dertil.
 
Danmarks Erhvervsfond har siden 1992, hvor det ved lov om eksportkredit forudsattes, at der skulle foretages hensættelser til dækning af risikoen for tab på nye forpligtelser med henblik på at sikre et retvisende regnskab, oparbejdet en positiv egenkapital til anvendelse for fremtidig garantigivning. Egenkapitalopbygningen er en konsekvens af, at kapitalindskuddene i fonden har været større end de akkumulerede årlige underskud. Kapitalindskuddene til hensættelser blev bevilget dels som driftsbevillinger, for så vidt angår ny garantigivning under sektion 1 og 2 (den almindelige eksportkreditordning samt garantiordningen for udviklingslande), dels som kapitalindskud i fonden for at afdække den særligt store risiko, der er forbundet med risikotagningen på østlandene under sektion 3. Det fremgår af lov om eksportkredit, at kapitalindskuddene under sektion 3 skal tilbagebetales til statskassen i det omfang, hvori det ad åre konstateres, at midlerne ikke er nødvendige til dækning af tab.
 
I stedet er der nu ved § 5, stk. 3, for så vidt angår Eksportkreditfonden indført en generel mulighed for at nedregulere egenkapitalen, således at der ikke opsamles unødigt store midler i fonden, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 3.
 
Der var ikke i den tidligere lovgivning om eksportkredit tilsvarende forudsætninger om hensættelser, og de tab, der må forudses for så vidt angår garantigivningen op til 1. maj 1992, er således ikke på samme måde afdækket af hensættelser, men skal tages direkte i Danmarks Erhvervsfond. Skulle der på denne portefølje og på udestående fordringer hidrørende herfra have været foretaget hensættelser svarende til de for ny garantigivning anvendte hensættelsesprincipper, ville Danmarks Erhvervsfond have en meget stor underbalance. Mellemregningen med staten på dette område udgør pr. 31. december 1994 -6.070 mio. kr.
Danmarks Erhvervsfond har i forbindelse med aktiviteten siden 1992 fået tilført i alt 1.356 mio. kr. i kapitalindskud. Heraf er 531 mio. kr. blevet anvendt til hensættelser og 824 mio. kr. til opbygning af egenkapital. De akkumulerede overskud før hensættelser for årene 1992-94 udgør 87 mio. kr. og indgår i egenkapitalen, der således ved udgangen af 1994 udgør 910 mio. kr. Det kan skønnes, at egenkapitalen ved udgangen af 1995 vil udgøre ca. 870 mio. kr. Det vil således være denne egenkapital, som tillige med hensættelserne vil overgå til Eksportkreditfonden, når den oprettes.
 
Den fremtidige eksportkreditgarantiordning skal ikke arbejde med den sektionsopdeling af garantigivningen, som blev fastlagt i lov om eksportkredit, herunder lovfastsatte rammer for samlet garantiansvar i hver sektion og til dels også med hensyn til kriterier for dækningen. Styringen af risikotagningen i den nu foreslåede ordning foretages derimod med udgangspunkt i egenkapitalen. Der henvises herom nærmere til bemærkningerne til § 5.
Ved stk. 3 foreslås der åbnet mulighed for, at Eksportkreditfonden kan overtage andre porteføljer på områder, der omfattes af fondens formål. Dette kunne bl.a. helt eller delvist være Danmarks Erhvervsfonds tidligere påtagne engagement, for så vidt overtagelsen kan ske med de fornødne hensættelsesmidler, således at Eksportkreditfondens egenkapital ikke belastes.
 
For at sikre fonden størst mulig fleksibilitet med hensyn til dens målopfyldelse foreslås det i stk. 4, at fonden med erhvervsministerens, og om fornødent Finansudvalgets, godkendelse får adgang til at indtræde i private selskaber, institutioner eller fonde som ejer, medejer eller garant. Der åbnes herved bl.a. mulighed for, at fonden kan indtræde som garant i Dansk Eksportfinansieringsfond, såfremt der bliver behov herfor. Fonden bør også kunne indgå samarbejde med private finansielle institutioner om etablering af funding-selskaber og lignende med henblik på kapitalfremskaffelse, eller - om fornødent - selv etablere et funding-selskab. Det vil således være muligt for EKF at stille en statsgaranti for DEF's funding med henblik på videreudlån eller risikoafdækning i forbindelse med eksportfinansiering. Det vil også kunne forekomme, at fonden må anvende midler af lignende karakter til varetagelse af sine kreditorinteresser i nødlidende sager.
 
Opfyldelse af kravet om en selvstændig eksistens indebærer ikke nødvendigvis etablering af en ny institution, så længe administrative og praktiske hensyn taler for, at kravet kan opfyldes i et administrativt fællesskab med en eksisterende styrelse under Erhvervsministeriet, jf. stk. 5. Der må imidlertid til fondens administration knyttes et personale, der besidder særlig ekspertise og professionel erfaring på en række specialområder vedrørende risikodækning og eksport- og skibsfinansiering, herunder vurdering af kommercielle og politiske risici, dvs. soliditet og betalingsevne hos henholdsvis private debitorer, herunder banker, og hos lande.
 
Erhvervsfremme Styrelsen er for nærværende en hensigtsmæssig forankring, idet styrelsen i forvejen administrerer Danmarks Erhvervsfond samt de skibsfinansieringsordninger, som nu foreslås henlagt under Eksportkreditfonden. Samtidig kan der opnås en række synergieffekter med de eksportfremmeordninger, der er henlagt til styrelsen, som tillige er sekretariat for Eksportfremmerådet.
 
Det bemærkes, at da fonden er en selvstændigt regnskabspligtig enhed, vil udgifterne til dens drift og administration skulle afholdes af fonden.
 
Til § 3
 
Det til den statslige eksportkreditordning under lov om eksportkredit knyttede Eksportkreditudvalg foreslås videreført i en let udvidet skikkelse som besluttende organ såvel på politikområdet, for så vidt angår risikoaccept og det finansielle område, som vedrørende konkrete afgørelser af enkeltansøgninger, idet det dog forudsættes, at udvalget delegerer en række afgørelser til fondens administration.
 
Udvalgets kompetence er bredt beskrevet i selve loven, idet det dog i stk. 2 præciseres, hvilke grænser der er for udvalgets beslutningskompetence. De i § 9 omhandlede retningslinier vil lægge nærmere rammer for udvalgets kompetence med udgangspunkt i fondens økonomiske begrænsninger og Danmarks internationale forpligtelser.
Det nuværende Eksportkreditudvalg er sammensat af en formand med særligt kendskab til den finansielle sektor og 6 medlemmer, alle udpeget af erhvervsministeren, der tillige udpeger en næstformand blandt udvalgets medlemmer. Ifølge udvalgets forretningsorden, jf. cirkulære af 28 april 1992 om forretningsorden for Eksportkreditudvalget, udpeger ministeren formanden og et medlem fra det private erhvervsliv, mens 4 medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Danmarks Nationalbank og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hertil kommer en repræsentant for Erhvervsministeriet.
Da skibsfinansieringsområdet nu omfattes af loven, foreslås udvalget udvidet med yderligere et medlem til dækning af dette område. Samtidig udvides udvalget med yderligere to medlemmer, hvorefter det kommer til at bestå af i alt 11 medlemmer, inkl. formanden, jf. stk. 3. Med forslaget vil brugerindflydelsen i udvalget blive styrket væsentligt, idet et medlem fra det private erhvervsliv erstattes af tre medlemmer indstillet af brugerorganisationerne og et medlem indstillet af CO-Industri.
 
Indstillingsretten lovfæstes, således at Artiket- og Ingeniørrådet, Dansk Industri, Entreprenørforeningen, Handelskammeret, Håndværksrådet og Landbrugsraadet i fællesskab indstiller to medlemmer, der har praktisk viden om og erfaring vedrørende eksport og eksportfinansiering. Skibsværftsforeningen indstiller et medlem med praktisk viden om og erfaring vedrørende salg og finansiering af nybyggede skibe. De særlige krav til viden og erfaring med hensyn til praktiske eksport-, salgs- og finansieringsforhold sikrer, at udvalget får tilført den ekspertise, der er nødvendig for at det kan træffe de konkrete afgørelser, forslaget indebærer.
 
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danmarks Nationalbank, Finansministeriet og Udenrigsministeriet indstiller som hidtil hver et medlem. Hertil kommer, at Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) og de fonde med tilsvarende formål, som IFU administrerer, i fællesskab indstiller et medlem. I øjeblikket vil der være tale om IFU og Investeringsfonden for Østlande (IØ-fonden). Der er imidlertid planer om at oprette en Investeringsfond for Vækstlande, jf. Forslag til Finanslov for 1996 (§ 26.33.01.40). Efter al sandsynlighed skal denne fond også administreres af IFU. Bliver det tilfældet, vil alle 3 fonde i fællesskab skulle indstille et medlem. Herved er begge de to øvrige to produktionscentre inden for det statslige eksportkredit- og finansieringssystem inddraget i udvalget.
Endelig indstiller CO-Industri et medlem.
 
Formanden og yderligere et medlem udpeges af erhvervsministeren uden indstilling.
Der vil som hidtil blive udpeget suppleanter for de enkelte medlemmer, bortset fra formanden. Det bemærkes, at i det omfang, der i stk. 3 stilles særlige krav til det enkelte medlem i form af erfaring etc., skal suppleanterne opfylde de samme kriterier.
 
Den hidtidige praksis, hvorefter fomanden har særligt kendskab til den finansielle sektor, og hvorefter Erhvervsministeriets repræsentant er udpeget som næstformand, forudsættes opretholdt.
 
De hidtidige regler, hvorefter udvalgets afgørelser er endelige, og hvorefter udvalget selv kan henskyde afgørelser til erhvervsministerens afgørelse, foreslås i stk. 4 bibeholdt, idet det præciseres, at det sidstnævnte også gælder afgørelser, der ligger uden for fondens normale økonomiske rammer. Dette kan f.eks. dreje sig om afgørelser, der indebærer ekstraordinært store risikokoncentrationer på økonomisk usikre lande eller lignende, men som indeholder væsentlige handelspolitiske aspekter.
 
Den nugældende forretningsorden for Eksportkreditudvalget, jf. Industriministeriets cirkulære af 28. april 1992, indeholder på linie med andre forretningsordener for statslige udvalg mv. bestemmelser om udpegning af medlemmer, medlemmers habilitet og tavshedspligt, om møder og beslutningsprocedurer samt om udvalgets adgang til at delegere beslutningskompetence. Bestemmelserne i den forretningsorden, der skal udfærdiges i medfør af § 3, stk. 5, vil regulere tilsvarende forhold.
 
Hertil kommer, at forretningsordenen vil fastlægge, at udvalgets beslutninger skal træffes med kvalificeret flertal. Dette sikrer brugerne reel indflydelse, og er nødvendigt for at tilgodese de statsfinansielle hensyn, så beslutninger kun kan træffes, hvis både repræsentanter for brugerne og fra det offentlige stemmer for.
 
Til § 4
 
Eksportfremmerådets rolle foreslås styrket på det overordnede, principielle niveau i forhold til dets opgaver efter lov om eksportkredit, ikke mindst med hensyn til fondens aktivitet og økonomi og almindelige politikker, mens de hidtidige høringer af Rådet i mere konkrete anledninger bortfalder.
 
Eksportfremmerådet blev i 1992 ved lov om eksportkredit introduceret som rådgivende organ for den statslige eksportkreditordning, idet samtidig dennes besluttende organ - Eksportkreditudvalget - medlemsmæssigt blev stærkt begrænset sammenlignet med det tidligere Eksportkreditråd. Det var allerede dengang hensigten at sikre et lille, men effektivt arbejdende Eksportkreditudvalg og at gøre brug af det eksisterende Eksportfremmeråd på rådgivningsplanet, idet dette råds medlemmer - således som Rådet blev udvidet ved eksportkreditloven - besidder den viden og repræsenterer alle de forskellige erhvervs- og branchemæssige interesser, som kan have betydning for eksportkreditordningen.
 
De erfaringer, der siden er gjort med hensyn til samspillet mellem Råd og Udvalg, har været positive, når det gælder overordnede, principielle forhold. Dette samspil foreslås derfor styrket. Derimod har det hidtidige krav om høring af Rådet i mere konkrete anledninger i nogen grad virket som et forsinkende led i eksportkreditordningens beslutningsproces og foreslås derfor ikke opretholdt.
 
Denne udvikling falder i tråd med de udvidede beføjelser, Eksportfremmerådet har fået ved ændringen af lov om erhvervsfremme (lov nr. 364 af 14. juni 1995), hvorefter Rådet kan udøve direkte rådgivning overfor regeringen vedrørende eksportfremmespørgsmål af væsentlig betydning samt udarbejde analyser og forslag vedrørende eksportfremme af væsentlig betydning for virksomhederne.
 
Eksportfremmerådet vil drøfte principielle spørgsmål vedrørende eksportkredit, herunder Eksportkreditfondens målopfyldelse. I den forbindelse kan nævnes løbende overvågning af nogle væsentlige eksterne resultatkrav som f.eks.: kundebetjening, markedsføring, produktudvikling, sagsbehandlingstider, international markedsovervågning, analysekompetence, international forhandlingsevne, driftssikkerhed og kontinuitet, finansiel ansvarlighed og dømmekraft samt kvalitet i produktion af beslutningsgrundlag. På det økonomiske område vil der blive søgt fastlagt en række resultatkrav til fondens administration. Disses opfyldelse skal bl.a. på grundlag af periodiske økonomirapporter drøftes med Rådet, der således løbende vil kunne følge bl.a. fondens dækningskapacitet.
 
Den foreslåede adgang for Rådet til at fremsætte forslag over for Eksportkreditudvalget er en konsekvens heraf og bevirker, at Rådet kan tage selvstændige initiativer umiddelbart over for Eksportkreditudvalget.
 
Til § 5
 
Eksportkreditfondens økonomi - og dermed fondens normale muligheder for at påtage sig forpligtelser - foreslås primært styret via fondens egenkapital. Under hensyn til de i øvrigt brede rammer, der må lægges for at fremtidssikre fondens virksomhed, er der hermed valgt et styringsinstrument for driften af fonden, herunder dens garantigivning og andre ydelser, som sikrer, at der udvises den fornødne økonomiske og statsfinansielle ansvarlighed i det daglige arbejde. Det sikres tillige, at dette forhold til stadighed er dokumenteret på et regnskabsmæssigt gennemskueligt og retvisende grundlag, således at fondens økonomiske status mv. dermed kan følges løbende.
De regnskabsmæssige principper, der vil blive anvendt, vil tage udgangspunkt i de principper, der er foreslået i en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe til Finansudvalget. På denne baggrund skal forslaget i § 2 om, at fonden skal være en selvstændigt regnskabspligtig enhed, ses. Det forudsættes herved, at fonden tildeles egen konto på finansloven og i statsregnskabet.
 
De anførte principper lovfæstes i stk. 1-3. Af stk. 1 fremgår, at fondens egenkapital og hensættelser altid skal være så store, at de danner et forsvarligt grundlag for forpligtelserne, samtidig med at stk. 2 fastlægger et balancekrav. Kravet om balance på længere sigt er en del af de forpligtelser, Danmark har påtaget sig i Verdenshandelsorganisationen, WTO. Som en konsekvens heraf indeholder stk. 3 en regel om regulering af fondens egenkapital enten ved indskud af yderligere midler i overensstemmelse med den erhvervspolitiske prioritering eller ved tilbageførsel af midler, hvis dette kan anses for forsvarligt. Af statsfinansielle årsager bør der ikke bindes flere midler i form af egenkapital i fonden, end det er nødvendigt for, at den kan opfylde sit formål.
 
Hensættelserne er de midler, der reserveres til afdækning af tabsrisikoen på indgåede forpligtelser. Hensættelse foretages ved indgåelse af enhver forpligtelse og må, hvis risikoen over tid udvikler sig anderledes end først forudsat, justeres op eller ned i overensstemmelse hermed. Hensættelserne på de samlede garantiforpligtelser på et land må således justeres op, hvis de økonomiske og politiske forhold i landet udvikler sig på en sådan måde, at risikoen for, at landet ikke kan overholde sine betalingsforpligtelser, øges væsentligt.
 
Indfries en garanti, foretages der endvidere hensættelse (erstatningshensættelse) på grundlag af en konkret vurdering af værdien af den udestående fordring, der er opstået ved indfrielsen.
 
Egenkapitalen i fonden skal være så stor, at den muliggør den nævnte forøgelse af hensættelserne, men må tillige være så stor, at fonden har kapacitet til med ganske kort varsel at kunne dække meget store risici, som kan komme op ved indgåelse af nye kontrakter - og afholde de dermed forbundne hensættelser. Fondens egenkapital skal således udgøre en tilstrækkelig »buffer« for forøgelser i hensættelserne, hvadenten behovet hidrører fra porteføljejustering, ny garantigivning eller indfrielser.
Er mulighederne for indskud under hensyn til den erhvervspolitiske prioritering begrænsede, vil dette få den virkning, at omfanget af fondens risikotagning må justeres, således at stk. 1 kan overholdes. Ad denne vej får Folketinget mulighed for løbende overordnet at styre fondens virksomhed.
 
Det skal i denne forbindelse understreges, at fonden vil have præmieindtægter, der - afhængig af aktiviteten - vil medføre, at fonden for en ikke uvæsentlig del af sit engagement kan finansiere hensættelserne heraf. Præmien på konkrete risici vil imidlertid ikke altid kunne sættes så højt, at hensættelsen på risikoen fuldt ud kan dækkes, når henses til, at fondens formål er så vidt muligt generelt at sikre danske virksomheder internationalt konkurrencedygtige vilkår.
 
Hertil kommer, at der erfaringsmæssigt nu og da vil kunne opstå situationer, hvor fonden må håndtere endog helt ekstraordinært store og tunge risici, som ligger udenfor de normale forudsætninger for fondens aktivitet - og dermed kræver så store hensættelser, at det medfører et uforsvarligt stort træk på den eksisterende egenkapital. Specielt i sådanne tilfælde må det - eventuelt efter forelæggelse for erhvervsministeren - afgøres, om væsentlige handelspolitiske hensyn taler for at dække risikoen, med den følge, at der ekstraordinært ved aktstykke i Finansudvalget må tilføres fonden yderligere egenkapital for at sikre den fornødne »buffer«-kapital til øvrige formål.
 
Ved stk. 4 foreslås det fastslået, efter hvilke principper der skal foretages hensættelser. Disse principper ligger på linie med dem, der gælder for private finansielle virksomheder.
 
Det foreslås i stk. 5, at fondens mellemregning med statskassen skal forrentes med sædvanlig markedsrente. Dette vil formentlig kunne være Danmarks Nationalbanks diskonto. Mellemregningen vil i det væsentlige omfatte hensættelsesmidler samt i øvrigt ikke-disponeret egenkapital. I denne forbindelse må det erindres, at fondens engagement for en stor dels vedkommende strækker sig over en længere årrække. Statslige kapitalindskud over finansloven vil derfor skulle finde anvendelse på tidspunkter efter, at de er bevilget. For at sikre bevillingernes værdi til anvendelse på fremtidige tidspunkter må mellemregningen med staten oppebære renter, idet kapitalgrundlaget ellers eroderes. Et renteafkast på fondens mellemregning med staten vil ligeledes medvirke til at give et retvisende billede af fondens økonomiske situation, idet det vil være synligt, hvad fonden har af renteindtægter og -udgifter. Nettoresultatet for staten er det samme med eller uden renteberegning. Det bemærkes endvidere, at en forrentning af mellemregningen med staten vil være en nødvendig forudsætning for at kunne foretage tilbagediskontering af fremtidige hensættelser.
 
Betalingen for fondens ydelser, der omhandles i stk. 6, vil normalt ske i form af risikopræmie og lignende. Præmier mv. skal som udgangspunkt dække såvel tab som administrationsomkostninger. Det foreslås tillige at give fonden mulighed for at opkræve gebyrer, herunder provision, til dækning af omkostningerne i forbindelse med fondens øvrige ydelser eller som led i en samlet prispolitik.
 
I stk. 7 omtales Eksportkreditfondens hæftelse for indgåede forpligtelser samt statens subsidiære hæftelse. Som følge af lovforslagets § 2, hvorefter fonden i et vist omfang etableres på grundlag af Danmarks Erhvervsfond, vil fondens hæftelse tillige som udgangspunkt omfatte forpligtelser indgået af Danmarks Erhvervsfond fra 1. maj 1992, hvor den nugældende eksportkreditlov trådte i kraft. Der henvises herved til bemærkningerne til § 2, stk. 1. Overtager fonden efter lovforslagets § 2, stk. 3, andre porteføljer, vil disse også være omfattet af denne bestemmelse.
 
I stk. 8 foreslås der givet fonden de bredest mulige rammer for styring af risiko på dens portefølje af forpligtelser og udestående fordringer med henblik på at minimere risiko eller tab. Det erindres herved, at fonden ved en indfrielse af en garanti normalt indtræder i garantitagerens fordring mod debitor, og det indfriede beløb vil derfor regnskabsmæssigt blive registreret som en udestående fordring.
 
Også for så vidt angår risikostyringen, lægges der op til de størst mulige frihedsgrader for fonden i lyset af det i lovteksten tilkendegivne formål. Som nogle redskaber, fonden kan anvende i dette øjemed, kan nævnes, at fonden skal kunne føre de nødvendige valutakonti i Danmarks Nationalbank og i øvrigt benytte sig af finansmarkedets instrumenter, f.eks. valutaterminskontrakter, optioner og futures mv. med henblik på at minimere valuta- og renterisici. Det vil også kunne komme på tale at udveksle risici med andre statslige eksportkreditordninger eller at indgå i genforsikringsarrangementer med disse med henblik på at nedbringe særligt høje engagementer på stærkt risikobehæftede lande.
 
Stk. 9 omhandler særlige tjenester, som der foreslås givet fonden adgang til at yde virksomheder, garantitagere m.fl. Reglen har sin væsentligste betydning på området udestående fordringer, dvs. tilfælde hvor fonden har udbetalt erstatning som følge af politiske risici (et lands manglende betalingsevne), eller hvor eksportvirksomheder eller andre af samme årsag har ubetalte fordringer. Der har således vist sig stort behov for, at der centralt sker en koordinering af inkassovirksomheden over for lande i betalingsvanskeligheder for så vidt angår ikke garantidækkede fordringer. Dette vil praktisk kunne ske i tilknytning til fondens administration af moratorier vedrørende garanterede fordringer på de pågældende lande. I 1994 har en sådan ordning været prøvekørt med held for så vidt angår ikke garantidækkede fordringer på Iran. Tilsvarende vil fonden ifølge reglen få adgang til at afkøbe garantitagere den ikke garanterede andel (selvrisikoandelen) af garanterede fordringer, som er henført under moratorieaftaler, der afvikles over en længere årrække. Herved vil såvel fonden som garantitagerne opnå store administrative lettelser. Fonden skal kunne kræve særligt vederlag for sådanne tjenester. Det er ikke hensigten med bestemmelsen at give fonden adgang til at udføre almindelig kommerciel inkassovirksomhed bortset fra inddrivelse af egne fordringer, idet en sådan aktivitet ville konkurrere med den private sektor.
 
Til § 6
 
Med henblik på at fremtidssikre Eksportkreditfondens virksomhedsgrundlag foreslås lovens bestemmelser om rammerne for risikodækning gjort så vide som muligt. Der kan herved henvises til den række af forslag om nye og ændrede garantiprodukter, som Eksportkreditgaranti- og -Finansieringsudvalget har anbefalet, ligesom der ikke bør lægges lovmæssige begrænsninger for yderligere fremtidig produktudvikling i overensstemmelse med virksomhedernes og pengeinstitutternes behov og udviklingen i den internationale konkurrencesituation.
 
Rammerne er bredere formuleret end i lov om eksportkredit fra 1992. Der er således nu udtrykkeligt åbnet for garantigivning i udenlandsk valuta, en facilitet som en række udenlandske eksportkreditinstitutter i adskillige år har tilbudt. Der er tillige åbnet for anvendelsen af garantiinstrumentet i forbindelse med støtte til finansiering.
De tre sektioner, som den hidtidige garantigivning er sket under, foreslås ikke opretholdt, fordi de ikke mere skal anvendes i forbindelse med styringen af ordningen. Det forudsættes imidlertid, at der fortsat kan udvises særlig risikovillighed med hensyn til risikotagning på udviklingslande og lande i Øst- og Centraleuropa på samme måde, som det hidtil er sket. Ordningen bør som udgangspunkt prioritere dækning af risici på betalingsdygtige købere og lande, men bør dog, som det også hidtil er sket, have adgang til at dække risici på økonomisk mere usikre lande, når dækningen har betydning for dansk eksport. Det bør være en forudsætning for risikotagningen, at betalingen med sandsynlighed kan påregnes overført til den pågældende garantitager ved forfaldstid eller inden for en kortere periode herefter.
 
Udgangspunktet for en væsentlig del af den nyudvikling, der vil være påkrævet, er dog det ganske varierede udbud af garantifaciliteter, som allerede eksisterer i Danmarks Erhvervsfond (Statens Eksportkredit), og som er kendt og benyttet af eksportvirksomheder og pengeinstitutter. Ved disse kan kreditrisikoen dækkes over for såvel virksomheder som pengeinstitutter, afhængigt af hvem der sidder med risikoen, ligesom risikoen før varens levering kan dækkes over for virksomheden, der derved kan sikre sig mod tab som følge af, at køberen f.eks. går konkurs inden varens levering. Af stk. 3 fremgår, at både den kommercielle risiko - at køberen bliver insolvent og lignende - og den politiske risiko - at køberlandet ikke har den fornødne fremmede valuta, krigsrisiko mv. - kan dækkes. Hertil kommer en række specialprodukter.
 
Risikodækning kan også ydes over for danskestatsorganer, når disse ikke er omfattet af princippet om statens selvforsikring. En undtagelse fra selvforsikringsprincippet er således gjort med hensyn til projekteksport, jf. Industriministeriets cirkulære af 22. september 1988 om offentlige styrelsers deltagelse i eksportforretninger.
 
Der åbnes ved de nye regler specielt for muligheden for - udover direkte dækning, nemlig dækning overfor den virksomhed mv., som sidder med risikoen - også at dække indirekte via genforsikring af kreditforsikrere, der forsikringsmæssigt dækker virksomhedens risiko, eller via anden form for regaranti. Dette er primært afgørende for fondens påtænkte virksomhed på markedet for dækning af korte kreditter, hvor fonden kun vil kunne dække risici, som ikke normalt dækkes af kommercielle kreditforsikrere. Indtil videre vil fonden kunne dække korte kommercielle risici på østlandene samt nogle få andre lande og politiske risici generelt. Særligt for korte kommercielle risici er der en vis mulighed for, at staten kan påføre det kommercielle marked konkurrence ved at anvende en direkte dækningsmetode som under den hidtidige ordning. Regarantimetoden gør derimod den statslige dækning konkurrenceneutral og yder endog et incitament til øget konkurrence de enkelte kommercielle udbydere imellem.
 
Den betingelse for statslig risikodækning, som allerede blev fastslået ved lov om eksportkredit i 1992, at der skal være tale om ekstraordinære eksportkreditrisici, er fortsat gældende som et kriterium for at sikre, at staten ikke ved sin virksomhed påfører den kommercielle sektor konkurrence. Ekstraordinære risici skal derfor forstås som risici, som det kommercielle marked ikke normalt påtager sig. Der tænkes dog ikke hermed på såkaldt »dårlige risici«, der konkret vurderet indebærer en åbenbar risiko for tab, men på risici af en sådan art, at de f.eks. efter policy-beslutninger hos kommercielle forsikrere og andre finansielle institutter eller på grund af manglende muligheder for genforsikring i det kommercielle marked ikke dækkes. En afvejning heraf vil være en opgave for Eksportkreditudvalget.
 
Til § 9
 
De af erhvervsministeren fastsatte retningslinier for Eksportkreditfondens virksomhed skal danne de overordnede rammer for fondens virksomhed, idet ministeren i disse forudsættes at udmønte lovens og fondens formål i operationelle målsætninger og principper.
 
Retningslinjerne vil omfatte tre væsentlige emneområder: For det første fondens økonomi. For det andet fondens fremtidige virksomhed, herunder en nærmere afgrænsning af administrationens og Eksportkreditudvalgets kompetence samt Eksportfremmerådets rådgivningsvirksomhed, samt fondens opgaver i forbindelse med administration og afvikling af engagementer, herunder administration af udestående fordringer. For det tredje overholdelsen af Danmarks internationalt påtagne forpligtelser, herunder i WTO, OECD og EU.
For så vidt angår fondens økonomi, skal fondens administrations økonomiske ansvar klart fremgå, ligesom der skal fastlægges principper for fondens økonomi og regnskabsføring, herunder egenkapitaldækning, balance, risikostyring og hensættelser.
 
For så vidt angår fondens fremtidige opgaver, fastlægges de rammer for fondens fremtidige produkt-, risiko- og præmiepolitik, som skal udfyldes af Eksportkreditudvalget og Eksportfremmerådet, herunder også dækningsomfang og dækning af udenlandsk andel, samt nærmere regler for etablering af programmer vedrørende bistand til finansiering. Det forudsættes, at Eksportkreditudvalget inden for sit ansvarsområde i vidt omfang delegerer beslutningskompetence til fondens administration for at sikre den hurtigst mulige behandling af det store antal sager og alene bibeholder store og principielle sager til egentlig udvalgsdrøftelse.
For så vidt endelig angår fondens administration og afvikling af påtagne engagementer, fastsættes de overordnede principper, herunder bl.a. principper for administration af udestående fordringer, moratorieadministration og de særlige tjenester til virksomheder mv., i forbindelse hermed, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 9.
 
Til § 10
 
For de - formentlig relativt få - tilfælde, hvor Eksportkreditfonden ved sin virksomhed opnår regreskrav eller andre fordringer mod danske privatpersoner, er det af betydning at kunne benytte sig af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltnings adgang til at inddrive fordringer ved lønindeholdelse. Derfor videreføres de hidtidige bestemmelser herom.
 
Til § 11
 
Loven bør i det hele træde i kraft den 1. januar 1996. Det vil dog være nødvendigt, at de bestemmelser, der er fornødne med hensyn til gennemførelsen af loven, kan sættes i kraft så tidligt som muligt. Gennemførelse af forslaget vil kræve Europa-Kommissionens godkendelse, jf. de almindelige bemærkninger, pkt. 6. Det foreslås på denne baggrund, at forslaget træder i kraft efter erhvervsministerens bestemmelse. Dette sikrer også mod vanskeligheder som følge af, at der muligvis kan vise sig tidsmæssige problemer med at få de nye OECD-regler på skibsområdet endeligt færdige og godkendt inden årsskiftet.
 
Lov om eksportkredit skal i det væsentlige ophæves, men det vil være nødvendigt at fastsætte en række overgangsbestemmelser. Det sikres således ved stk. 2, at sager vedrørende rentestøtte i medfør af den særlige rentestøtteordning for infrastrukturprojekter i de baltiske lande, der har hjemmel i §§ 1, stk. 2, og 4 a i lov om eksportkredit, kan færdigbehandles på grundlag af denne lov. Det sikres endvidere for en god ordens skyld ved
stk. 3, at forpligtelser indgået af Danmarks Erhvervsfond mv. forud for 1. maj 1992 fortsat er dækket af Erhvervsfondens og statens hæftelse. Tilsvarende gælder for de i lov om eksportkredit § 10, stk. 2, omhandlede forpligtelser i forbindelse med policer, der blev overdraget til forsikringsaktieselskabet, dvs. A/S EKR Eksportkredit.
 
Ved stk. 4 og stk. 5 foreslås fastsat nogle praktiske administrative bestemmelser for afviklingsområdet under Danmarks Erhvervsfond.
 
De retningslinjer, der foreslås adgang for erhvervsministeren til at udfærdige for de i stk. 2 og 3 nævnte afviklingsområder, vil omfatte forvaltningen af afviklingen af garantigivningen før 1. maj 1992, herunder administrationen af de hertil hørende udestående fordringer, bl.a. under moratorier, samt regnskabsmæssige regler for Danmarks Erhvervsfond. Hertil kommer nærmere regler for anvendelsen af nærværende lovs § 5, stk. 6 og 9. De regnskabsmæssige regler vil især adskille sig fra de regnskabsmæssige regler for Eksportkreditfonden med hensyn til hensættelser, der på afviklingsområdet fortsat foretages efter de under lov om Danmarks Erhvervsfond gældende principper.
 
Ved stk. 6 og 7 videreføres endelig de bestemmelser i lov om eksportkredit, som stadig er af betydning i forbindelse med stiftelsen af A/S EKR Eksportkredit og salg af aktier i dette selskab.
 
Til § 12
 
Til nr. 1
 
Forslaget er en konsekvens af etableringen af Dansk Eksportkreditfond.
Efter stempellovens § 62, stk. 2, er garantier omfattet af § 2 i lov om eksportkredit og kautioner efter § 3 i samme lov fritaget for stempelafgift.
 
§ 2 i lov om eksportkredit omfatter garantier for ekstraordinære eksportkreditrisici, der ydes for tab i forbindelse med danske virksomheders eksport af varer, kapitalgoder og tjenesteydelser, herunder samlede projektleverancer, samt tilbud herom. § 3 omfatter kautioner.
Forslaget medfører, at de dokumenter, der tidligere var omfattet af §§ 2 og 3 i lov om eksportkredit, fortsat er fritaget for stempelafgift. Derimod er andre dokumenter, der oprettes i forbindelse med eksportkredit mv., fortsat stempelpligtige.
 
Den foreslåede bestemmelse om kautioner og garantier, der ydes af Udenrigsministeriet, er en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 62, stk. 2.
 
Til nr. 2
 
Efter den foreslåede ændring af stempellovens § 62, stk. 4, udvides bestemmelsen på to områder.
For det første udvides stempelfriheden for låne- og kautionsdokumenter til, at den også skal omfatte skibe, der bygges på danske skibsværfter for danske redere. Efter den gældende bestemmelse er kun danske skibsværfters eksportordrer omfattet af fritagelsen.
 
Endvidere udvides bestemmelsen til også at omfatte lån fra pengeinstitutter til skibsfinansiering. Ændringen er en følge af, at alle pengeinstitutter siden maj 1995 har kunnet konkurrere om at yde skibsfinansiering.
 
Til nr. 3
 
Efter forslaget kan skatteministeren fastsætte særlige regler om påtegning af de dokumenter, der er omfattet af lovforslaget.
 
Til § 13
 
Forslaget om ophævelse af lov nr. 813 af 19. december 1989 om garanti til vindmøllebranchens garantiselskab fremsættes, idet ny garantigivning vil kunne ydes efter bestemmelserne i nærværende lov og efter principper svarende til dem, der hidtil har været gældende.
 
Til § 14
 
Genforsikring er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed. Efter lov om forsikringsvirksomhed skal en
genforsikringsordning etableres ved oprettelse af et genforsikringsselskab, der får Finanstilsynets koncession. Etablering af et sådant selskab vil være uhensigtsmæssigt til opfyldelse af nærværende lovs formål, og det foreslås derfor, at Dansk Eksportkreditfonds genforsikring af ekstraordinære risici i forbindelse med eksport undtages fra bestemmelserne i lov om forsikringsvirksomhed.
 
Til § 15
 
Erhvervsfremme- og eksportkreditspørgsmål er hjemmestyreanliggender i Grønland. For så vidt angår finansiering af skibe, er det imidlertid de danske regler, der anvendes. Derfor præciseres, at loven ikke gælder for Grønland, men at den kan sættes i kraft ved kongelig anordning for så vidt angår risikodækning samt bistand til eksportfinansiering ved salg af skibe.
 
På Færøerne vil loven gælde, når den er kundgjort. Samtidig ophæves lov om Danmarks Erhvervsfond.
Efter 2. behandling den 12. december 1995
 
Formål
 
§ 1. Der oprettes en Dansk Eksportkreditfond (EKF). Eksportkreditfondens formål er at sikre dansk eksport internationalt konkurrencedygtige vilkår med hensyn til dækning af ekstraordinære risici for tab i forbindelse med eksport, herunder af skibe, og at forestå formidlingen af statslig bistand i forbindelse med finansieringen heraf. Fonden har tilsvarende formål, for så vidt angår salg af skibe, der bygges på danske skibsværfter for danske redere.
 
Fondens oprettelse og kompetence
 
§ 2. Eksportkreditfonden, der er en selvstændigt regnskabspligtig enhed under Erhvervsministeriet, bestyres af erhvervsministeren.
 
Stk. 2. Eksportkreditfonden oprettes på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, herunder egenkapital og hensættelser, der fra 1. maj 1992 er opbygget i Danmarks Erhvervsfond ved dennes drift i medfør af lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit, herunder statslige kapitalindskud.
 
Stk. 3. Eksportkreditfonden kan med Finansudvalgets godkendelse overtage andre porteføljer på områder, som omfattes af fondens formål, såfremt overtagelsen ikke belaster fondens egenkapital.
 
Stk. 4. Eksportkreditfonden kan med Finansudvalgets godkendelse oprette datterselskaber eller erhverve ejerandele i eller deltage som långiver eller garant i selskaber, institutioner eller fonde, når det tjener til opfyldelse af Eksportkreditfondens formål.
 
Stk. 5. Erhvervsministeren kan bestemme, at Eksportkreditfondens administration henlægges til en styrelse under Erhvervsministeriet. Omkostninger i forbindelse med Eksportkreditfondens administration og drift afholdes af fonden.
 
Stk. 6. Eksportkreditfondens administration er inden for de af erhvervsministeren fastlagte retningslinjer ansvarlig for fondens økonomi og forestår fondens daglige drift, herunder gennemførelsen af de i medfør af § 3 af Eksportkreditudvalget trufne afgørelser, samt repræsenterer Eksportkreditfonden nationalt og internationalt.
 
Eksportkreditudvalget
 
§ 3. Der nedsættes et Eksportkreditudvalg til at fastlægge rammer og principper for Eksportkreditfondens produkt-, risiko- og præmiepolitik og til at træffe konkrete afgørelser vedrørende risikoaccept og bistand til finansiering, herunder til at fastlægge rammerne for administrationens stillingtagen i denne henseende.
 
Stk. 2. Eksportkreditudvalget træffer sine afgørelser med kvalificeret flertal inden for de af erhvervsministeren fastlagte retningslinjer samt under overholdelse af de rammer, som Eksportkreditfondens økonomi til enhver tid sætter, og af de rammer, som følger af de internationale forpligtelser m.v., som Danmark har påtaget sig.
 
Stk. 3. Eksportkreditudvalget består af en formand og 10 medlemmer, der udpeges af erhvervsministeren for fire år ad gangen. 2 medlemmer, der har praktisk viden om og erfaring vedrørende eksport og eksportfinansiering, udpeges efter indstilling fra Arkitekt- og Ingeniørrådet, Dansk Industri, Entreprenørforeningen, Handelskammeret, Håndværksrådet og Landbrugsraadet i fællesskab. 1 medlem, der har praktisk viden om og erfaring vedrørende salg og finansiering af nybyggede skibe, udpeges efter indstilling fra Skibsværftsforeningen. 6 medlemmer udpeges efter indstilling fra henholdsvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CO-Industri, Danmarks Nationalbank, Finansministeriet, Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene og andre fonde, der administreres af Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene i fællesskab, samt fra Udenrigsministeriet. Genudpegning kan finde sted. Der udpeges suppleanter for medlemmerne.
 
Stk. 4. Eksportkreditudvalgets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Udvalget kan selv beslutte at henskyde afgørelser, som er af principiel betydning eller indebærer forpligtelser ud over Eksportkreditfondens økonomiske rammer, til erhvervsministerens afgørelse. Afgørelser truffet af fondens administration i medfør af bemyndigelse fra Eksportkreditudvalget kan forlanges forelagt dette. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler herom.
 
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter Eksportkreditudvalgets forretningsorden.
 
Stk. 6. Beretning vedrørende Eksportkreditudvalgets virksomhed indeholdes i Eksportkreditfondens årlige beretning og regnskab.
 
Stk. 7. Sekretariatsopgaver for Eksportkreditudvalget udføres af Eksportkreditfondens administration.
 
Eksportfremmerådet
 
§ 4. Eksportfremmerådet drøfter principielle spørgsmål på eksportkreditområdet. Rådet skal løbende holdes orienteret om Eksportkreditfondens aktivitet og økonomi og skal udtale sig om principperne for fondens produkt-, risiko- og præmiepolitik. Eksportfremmerådet kan fremsætte forslag over for Eksportkreditudvalget.
 
Eksportkreditfondens økonomi
 
§ 5. Eksportkreditfondens egenkapital skal til stadighed være af en sådan størrelse, at den sammen med hensættelserne udgør et forsvarligt grundlag for fondens forpligtelser og aktivitet.
 
Stk. 2. Eksportkreditfondens indtægter og udgifter skal balancere på længere sigt under hensyntagen til den internationale konkurrencesituation og særlige handelspolitiske hensyn.
 
Stk. 3. Under hensyn til stk. 1 og 2 reguleres Eksportkreditfondens egenkapital ved tilførsel af yderligere statslige kapitalindskud som led i en samlet erhvervspolitisk prioritering eller ved tilbageførsel af midler fra egenkapitalen til statskassen i det omfang, hvori dette kan ske uden at begrænse fondens fremtidige virksomhed.
 
Stk. 4. Hensættelser til imødegåelse af forventede fremtidige tab foretages ud fra en forsigtig, realistisk vurdering af tabsrisikoen.
 
Stk. 5. Eksportkreditfondens mellemregning med statskassen forrentes med sædvanlig markedsrente.
 
Stk. 6. For Eksportkreditfondens ydelser kan der opkræves betaling i form af risikopræmie, gebyr eller lignende.
 
Stk. 7. Eksportkreditfonden hæfter med sin egenkapital og hensættelser for forpligtelser, der er indgået af Eksportkreditfonden samt af Danmarks Erhvervsfond fra den 1. maj 1992. Er egenkapital og hensættelser ikke tilstrækkelige til at dække forpligtelserne, hæfter den danske stat. Tilsvarende gælder porteføljer, der måtte være overtaget i medfør af § 2, stk. 3.
 
Stk. 8. Med henblik på styring af risikoen såvel på porteføljen af forpligtelser som på udestående fordringer anvender Eksportkreditfonden sådanne midler og fremgangsmåder til at minimere risiko eller tab, som er almindeligt brugt af tilsvarende finansielle institutioner.
 
Stk. 9. Eksportkreditfonden kan mod særskilt vederlag yde eksportvirksomheder m.fl. særlige tjenester med hensyn til administration, inddrivelse eller overtagelse af disses udestående fordringer på udlandet.
 
Stk. 10. Eksportkreditfonden aflægger årligt en beretning og et regnskab. Regnskabsåret er kalenderåret. Eksportkreditfonden offentliggør periodiske meddelelser vedrørende økonomien.
 
Rammer for risikodækning
 
§ 6. Eksportkreditfonden kan i sin virksomhed anvende dækningsformer svarende til de i markedet anerkendte forsikrings- og garantiprodukter og herudover tilbyde sådanne dækningsformer, som er nødvendige for at opfylde fondens formål. Risikodækning kan ydes i danske kroner samt i andre valutaer, der i almindelighed anvendes ved afvikling af internationale betalinger.
 
Stk. 2. Eksportkreditfonden kan yde dækning over for individuelle virksomheder, pengeinstitutter, forsikringsselskaber eller andre, som direkte eller indirekte påtager sig eller forsikrer en risiko, der står i forbindelse med gennemførelsen af dansk eksport.
 
Stk. 3. Såvel politiske som kommercielle risici kan dækkes, dog kun i det omfang, hvori det private kommercielle forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager sig risici af den pågældende art og omfang.
Rammer for støtte til finansiering
 
§ 7. Eksportkreditfonden kan formidle statslig bistand til eksportfinansiering i form af rentestøtte, ydelse af tilskud eller på anden vis i overensstemmelse med støtteprogrammer, som Eksportkreditudvalget etablerer efter erhvervsministerens anmodning eller med dennes godkendelse.
 
Stk. 2. Som et alternativ til statslig rentestøtte efter stk. 1, men med samme formål, kan Eksportkreditfonden selv stille finansiering til rådighed eller opkøbe og videresælge obligationer på grundlag af optagelse af lån på det nationale eller internationale lånemarked. Optagelse af lån skal ske med Finansudvalgets godkendelse.
 
Særligt om skibe
 
§ 8. Risikodækning samt bistand til finansiering i forbindelse med salg af skibe, der bygges ved dansk værft til udenlandske eller danske redere, ydes i overensstemmelse med §§ 6 og 7. Særlige støtteprogrammer kan i medfør af § 7 etableres af Eksportkreditudvalget efter erhvervsministerens anmodning og med Finansudvalgets godkendelse, såfremt det må anses for nødvendigt for at sikre danske værfter lige internationale konkurrencevilkår, for så vidt angår salg af skibe.
 
Retningslinjer for Eksportkreditfondens virksomhed
 
§ 9. Erhvervsministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Eksportkreditudvalget og Eksportfremmerådet generelle retningslinjer for Eksportkreditfondens virksomhed.
 
Stk. 2. Erhvervsministeren kan i øvrigt udstede de med henblik på lovens gennemførelse fornødne bekendtgørelser, herunder om særlige programmer for støtte til finansiering.
 
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte de bestemmelser, der er nødvendige for at gennemføre EU-direktiver eller internationale aftaler om eksportkreditforsikring.
 
Kongeriget Danmarks Hypotekbank og
 
Finansforvaltnings adgang til at inddrive fordringer ved lønindeholdelse
 
§ 10. Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken) kan med tillæg af renter og omkostninger inddrive tilgodehavender, som Eksportkreditfonden i forbindelse med indfrielser, erstatningsudbetalinger eller lignende måtte få hos individuelle personer her i landet, efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
 
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne. For overtrædelser, der begås af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
 
Stk. 3. Hypotekbanken kan indhente de oplysninger hos skattemyndighederne og andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af skyldige beløb efter stk. 1, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.
Lovens ikrafttræden
 
§ 11. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Samtidig ophæves lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit, jf. dog stk. 2-7.
 
Stk. 2. Ansøgninger om rentestøtte i henhold til § 1, stk. 2, jf. § 4 a, i lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit, som senest ændret ved lov nr. 1092 af 22. december 1993, kan færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det i § 3 omhandlede Eksportkreditudvalg træffer de fornødne beslutninger.
 
Stk. 3. De garantier og kautioner, der forud for 1. maj 1992 er ydet i henhold til tidligere lovgivning om eksportkredit samt § 7 i lov om internationalt udviklingssamarbejde, forbliver gældende, indtil de ophører efter deres eget indhold eller bringes til ophør ved opsigelse eller aftale. Danmarks Erhvervsfond hæfter for disse forpligtelser. Tilsvarende gælder forpligtelser i forbindelse med policer, som i medfør af § 10, stk. 2, i lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit er overdraget til det ved samme lovs § 10, stk. 1, stiftede forsikringsaktieselskab. Er fondens midler ikke tilstrækkelige, hæfter staten.
 
Stk. 4. Eksportkreditfondens administration forestår afviklingen af de i stk. 2 nævnte ansøgninger og i stk. 3 nævnte forpligtelser samt udestående fordringer i forbindelse hermed. I forbindelse med afviklingen finder nærværende lovs § 5, stk. 6 og 9, samt § 10 anvendelse.
 
Stk. 5. Erhvervsministeren, der bestyrer Danmarks Erhvervsfond, kan fastsætte nærmere retningslinjer for administrationen af de i stk. 2 og 3 nævnte afviklingsområder.
 
Stk. 6. Erhvervsministeren bemyndiges til på statens vegne at sælge aktierne i det i henhold til lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit stiftede forsikringsaktieselskab. Sagsakterne vedrørende dette salg er undtaget fra aktindsigt i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen.
 
Stk. 7. For statstjenestemænd, der var ansat i styrelsen Eksportkreditrådet, og som frivilligt lod sig udlåne til det i henhold til lov nr. 185 af 23. marts 1992 om eksportkredit stiftede forsikringsaktieselskab, afholder staten udgifter til pension efter tjenestemandspensionsloven. Selskabet indbetaler løbende pensionsbidrag til staten for tiden efter skæringsdatoen for selskabets overtagelse af driften. Pensionsbidragets størrelse fastsættes af finansministeren.
 
§ 12. I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 741 af 4. september 1995, foretages følgender ændringer:
 
1. § 62, stk. 2, affattes således:
 
»Stk. 2. Stempelfri er dokumenter om garantistillelse for ekstraordinære eksportkreditrisici, der efter lov om Dansk Eksportkreditfond ydes mod tab i forbindelse med dansk eksport, samt kautioner og garantier, der ydes af Udenrigsministeriet efter § 8 i lov om internationalt udviklingssamarbejde. Andre dokumenter, der oprettes i forbindelse med eksportkredit m.v., stemples efter lovens almindelige regler.«
 
2. § 62, stk. 4, affattes således:
 
»Stk. 4. Stempelfri er låne- og kautionsdokumenter, der udstedes til Danmarks Skibskreditfond, Aktieselskabet Dansk Skibsfinansiering og pengeinstitutter i forbindelse med finansieringen af skibe, der bygges på danske skibsværfter.«
 
3. I § 62, stk. 7, 1. pkt., ændres »og 13« til: »og 13, samt stk. 2 og 4«.
 
§ 13. Lov nr. 813 af 19. december 1989 om garanti til vindmøllebranchens garantiselskab ophæves.
 
Stk. 2. De garantier, der er ydet i medfør af loven, forbliver gældende, indtil de ophører efter deres eget indhold eller bringes til ophør ved opsigelse eller ved aftale.
 
§ 14. I lov om forsikringsvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 29. november 1994, som ændret ved lov nr. 369 af 14. juni 1995, foretages følgende ændring:
 
1. I § 2, stk. 1, nr. 7, ændres »A/S.« til: »A/S;», og som nr. 8 indsættes:
»8) genforsikring i henhold til lov om Dansk Eksportkreditfond af ekstraordinære risici i forbindelse med eksport.«
 
§ 15. Loven gælder ikke for Grønland, men kan, hvad angår risikodækning samt bistand til eksportfinansiering ved salg af skibe, ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som Grønlands særlige forhold tilsiger.
 
Stk. 2. Lov nr. 145 af 21. april 1965 om Danmarks Erhvervsfond ophæves på Færøerne.
 
Officielle noter
 
Ingen
Index for robots