Det hjælper vi med

Lang finansiering til New Zealandsk vindmøllefarm

Det new zealandske energiselskab Meridian Energy Limited købte 28 vindmøller hos Siemens Wind Power i Danmark og fik med EKF’s hjælp en langsigtet finansiering på 15 år.
Hvad
Siemens Wind Power A/S leverer 28 vindmøller til Meridian Energy Limited i New Zealand
Værdi
Eksportlån på 150 millioner NZD
EKF's rolle
Langsigtet finansiering på 15 år
EKF produkt
Eksportlån; Køberkreditgaranti
Dækningsperiode
2010-2025
  • Citat

    EKF leverede den langsigtede finansiering til Meridian. Den største fordel var tilbuddet om en anden type finansiering, men Meridian værdsatte også EKF’s mulighed for at levere konkurrencedygtig prissætning.

    Andrew Lawson, director, Structured Asset & Export Finance Specialised Lending, ANZ

    ​Meridian Energy Limited i New Zealand bestilte i 2009 28 vindmøller hos Siemens Wind Power A/S i Danmark og begyndte samtidig at lede efter en fornuftig finansiering til købet af møllerne.

    Meridian har tidligere finansieret vindmølleparker gennem obligationslån, men ulempen er, at afdraget falder på én gang, når lånet løber ud.

    Meridian ønskede derfor en anden finansiering med løbende afdrag gennem hele projektet. Dermed kunne der blive sammenhæng mellem projektets indtægter fra salg af energi og afdraget på lånet.

    Det tager typisk 10-15 år at forrente investeringen i en vindmøllepark. På grund af finanskrisen kunne Meridians bank, ANZ Bank, imidlertid kun tilbyde lån med højst fem års løbetid.

    ”Meridian havde adgang til traditionel finansiering, men indså EKF’s muligheder for at tilbyde en type anden finansiering, når Siemens var leverandør til projektet,” siger Andrew Lawson, direktør for Structured Asset & Export Finance, Specialised Lending, hos ANZ.

  • ​​Meridians bank, ANZ Bank, kendte EKF fra tidligere projekter. Banken kontaktede EKF for at høre om mulighederne for, at Meridian kunne låne pengene til købet af de danske vindmøller gennem den danske eksportlåneordning.

    EKF var indstillet på at vurdere mulighederne og gik i gang med at undersøge den konkrete eksportordre.

    EKF skulle blandt andet sikre sig, at betingelsen om dansk økonomisk interesse var opfyldt. Desuden vurderede EKF køberens soliditet, projektets økonomi og andre mulige risici.
    ​”Teamet fra EKF var enestående, og EKF fornemmede tydeligt Meridians behov. EKF’s nye låneprogram krævede en del forklaringer og forhandlinger, og EKF gik til sagen med en positiv og konstruktiv indstilling. EKF’s team fløj til New Zealand og brugte tid på at forstå både ANZ og Meridian, selskabets strategi for vedvarende energi og vækstmuligheder,” siger Andrew Lawson.

    Som led i finansieringen indgik ANZ Bank en rammeaftale med EKF – en såkaldt LPAA (Loan Purchase Assignment Agreement). Aftalen stiller en række betingelser for at låne penge fra den danske eksportlåneordning
  • ​​EKF tilbød et eksportlån med en løbetid på 15 år og en tilknyttet køberkreditgaranti. Lånet starter, når vindmølleparken er opført, og garantien er en sikkerhed for ANZ Bank. Garantien dækker, hvis Meridian ikke betaler lånet tilbage.

    Eksportlånet på 150 mio. NZD gav Meridian en bedre finansiering af vindmølleparken, end selskabet kunne få gennem obligationslån og hos australske og new zealandske banker.
    ​”ANZ samarbejder gerne med EKF, når danske eksportører bevæger sig ind på markeder i Australien, New Zealand og Asien, hvor ANZ er repræsenteret. ANZ’s lokalkendskab og EKF’s støtte med langsigtet finansiering er en meget attraktiv kombination for ANZ’s købere,” siger Andrew Lawson.

    Eksportlånet fra EKF kan bane vejen for mere eksport af danske vindmøller til Australien og New Zealand i fremtiden, da både ANZ og Meridian nu kender til EKF’s muligheder for at hjælpe med finansiering.
Index for robots