Det hjælper vi med

EKF-garanti sikrede danske ordrer til havvindmøllepark i Belgien

Finanskrisen gjorde bankerne tilbageholdende med lån til Northwind, Belgiens nye, store havvindmøllepark. Et tilsagn om garanti fra EKF satte skub i forhandlingerne om projektet, der er baseret på vindmøller fra Vestas og finansiering fra blandt andet PensionDanmark.
Hvad
Vestas leverer 72 havvindmøller på hver 3 MW til den belgiske havvindmøllepark Northwind
Værdi
Samlet projektsum: 850 millioner euro
EKF's rolle
EKF garanterer 195 millioner euro af den samlede lånesum på 595 millioner euro
EKF produkt
Projektfinansieringsgaranti
Dækningsperiode
2013-2030
  • Citat

    EKF har stor ekspertise inden for vindenergi. Det var afgørende for finansieringen at have EKF med på garantisiden for at skabe tryghed blandt både finansielle partnere og ejere.

    François van Leeuw, CFO, Northwind Offshore Energy
    ​I 2011 indledte en kreds af private investorer i Belgien og Holland forhandlingerne om at etablere den hidtil største havvindmøllepark ud for Belgiens kyst.

    Den nye vindmøllepark, Northwind, blev planlagt til at være endnu større end den første havvindmøllepark, Belwind, som den samme ejerkreds begyndte på i 2006.

    Havvindmølleparker har typisk behov for lån med en løbetid på 15-17 år, så der er sammenhæng mellem tilbagebetaling og indtjening. Men finanskrisen gav Northwind store udfordringer med at få lånefinansieringen på plads.

    ”Vi oplevede, at det var blevet både sværere og dyrere at få bankerne med til så langsigtet finansiering. Bankerne havde imidlertid også appetit på at låne projektet penge, hvis vi kunne præsentere en stærk business case,” siger Francois van Leeuw, CFO, Northwind Offshore Energy.

    ”Derfor var vi var nødt til at skabe sikkerhed for finansieringen, inden vi indledte forhandlingerne med banker og finansielle partnere. Den sikkerhed skulle sikres gennem stærke kontrakter med leverandører, garantier fra eksportkreditinstitutter og tilsagn om forsikring af vindmølleparken,” siger Francois van Leeuw.
  • Ejerkredsen bag Northwind havde gode erfaringer med EKF, Vestas og andre danske leverandører fra Belwind-havvindmølleparken. Derfor kontaktede Northwind’s ledelse EKF som noget af det første for at undersøge mulighederne for garantier.

    ”EKF har stor ekspertise inden for vindenergi, og det var afgørende for finansieringen at have EKF med på garantisiden. Det ville skabe tryghed blandt både finansielle partnere og ejere,” siger Francois van Leeuw, CFO, Northwind Offshore Energy.

    EKF tilkendegav over for Northwind, at det var muligt at give en garanti på op mod 300 millioner euro.
    Men samtidig lagde EKF vægt på, at andre eksportkreditinstitutter også blev inddraget i projektet.
    På den baggrund tog Northwind fat på at forhandle aftaler med både leverandører, banker, investorer, eksportkreditinstitutter og forsikringsselskaber.

    ”Forud for forhandlingerne med den endelige partnerkreds om finansieringen, havde vi en travl periode, hvor vi mødtes med samtlige mulige leverandører og partnere. Målet var at få de fleste spørgsmål afklaret, inden vi mødtes omkring forhandlingsbordet,” siger Francois van Leeuw.
  • Det gav ro i maven hos banker og ejere, at EKF tilbød at deltage med en større garantiramme, end det viste sig nødvendigt i sidste ende. Dermed kunne Northwind lukke den samlede finansieringsaftale i løbet af blot syv uger.

    Ejerne skød selv 30 procent af den samlede anlægssum på 850 millioner euro (ca. 6,4 mia. DDK) ind i projektet. Lånefinansieringen blev derfor på 595 millioner euro, hvoraf EKF garanterer 195 millioner euro, det belgiske eksportkreditinstitut ONDD 100 millioner euro og det norske GIEK 35 millioner euro. Garantierne løber i 15 år efter anlægsfasen på to år.

    Northwind-projektet opnåede lån fra ni banker og finansielle partnere, deriblandt PensionDanmark, som deltager med 35 millioner euro.
    Projektet har flere danske leverandører: Vestas leverer 72 havvindmøller på hver 3 MW, Semco Maritime og Bladt Industries installerer en transformerstation, mens Codan forsikrer vindmølleparken.

    Arbejdet med at anlægge vindmølleparken i starter i 2013 og den første strøm ventes leveret i 2014. Produktionen svarer til 230.000 husstandes årlige strømforbrug.

    Francois van Leeuw, CFO, Northwind Offshore Energy roser det stærke danske hold bag de belgiske havvindmølleprojekter.

    ”Vestas har udført forbilledlig vedligeholdelse af møllerne i Belwind-projektet, og vi ser frem til samarbejdet med Vestas om Northwind-projektet i de kommende år,” siger Francois van Leeuw.
Index for robots