Det hjælper vi med
Onshore vindmøllepark Macarthur, Australien
Samlet projektsum AUD 1 milliard
Leverandør Vestas Wind

Macarthur Wind Farm er leveret af danske Vestas, består af 140 møller og har en samlet kapacitet på 420 megawatt, der forsyner 220.000 hjem med strøm. Det svarer til en reduktion af CO2-udledningen på 1,7 millioner tons om året. En langsigtet låneaftale fra EKF gjorde vindmølleparken til en realitet.

Når den varme luft presses fra Ækvator mod Sydpolen, opstår der i kombination med klodens drejning om sin egen akse en kraftig sydøstgående vind, der var legendarisk i sejlskibenes tid. Den, der kunne tøjle vinden, var havets konge. Af samme grund var det netop her langs Australiens kyst, 260 km øst for Melbourne, at man besluttede at opføre landvindmølleparken Macarthur - den største vindmøllepark på den sydlige halvkugle.

Aftalen om Macarthur blev indgået i 2010 mellem det nationale new zealandske energiselskab Meridian Energy og AGL Energy - et af Australiens ældste energiselskaber. Projektet til en værdi af 1 milliard australske dollars (5,3 milliarder kroner) gik på opførelsen af 140 Vestas vindmøller på i alt 420 megawatt.

EKF blev som finansieringspartner på projektet inddraget tidligt i processen, da låneaftalen skulle forhandles på plads. Hvor bankerne i Australien typisk kun kan tilbyde finansiering for fem år ad gangen, krævede den 420 megawatt store park en langvarig finansieringsaftale. EKF kan finansiere vindprojekter med låneaftaler i op til 18 år, og sådan en aftale forpligtede EKF sig til med Macarthur, hvis afbetalingsplan løber frem til september 2030.
 
EKF er kendt for sin evne til at håndtere komplicerede finansieringsstrukturer. I Macarthur’s tilfælde var EKF inde og finansiere en køberkredit på AUD 200 millioner (cirka 1,1 milliarder kroner) for AGL og en projektfinansierings-garanti på AUD 175 millioner (927 millioner kroner) for Meridian.
EKF’s fleksibilitet og vilje til at tage en stor del af den samlede finansiering havde stor betydning for realiseringen af projektet.
 
Efter konstruktionen af Macarthur i 2013 er ejerstrukturen skiftet, og der er sidenhen kommet andre ejere af projektet.


Case facts​ ​

Hvad Onshore vindmøllepark i Australien
Leverandør ​Vestas Wind
Størrelse ​420 MW fordelt på 140 møller
Opførelsesperiode ​2011-2013
​Total investering ​AUD 1 milliard
EKF's andel ​En køberkredit på AUD 200 mio. og en projektfinansieringsgaranti på AUD 175 mio.
EKF produkt ​Køberkreditgaranti og Projektfinansieringsgaranti
Dækningsperiode 2011 - 2030
 
Index for robots