Det hjælper vi med
Onshore vindmøllepark Balabanli, Tyrkiet
Samlet projektsum 100 mio. USD
Leverandør Siemens Wind Power A/S

I et område rigt på vind i det nordvestlige Tyrkiet snurrer 22 turbiner af den danske vindmølleproducent Siemens. Turbinerne udgør landvindmølleparken Balabanli, der er den 15. vindmøllepark EKF har finansieret i landet inden for de sidste 10 år.

Det tyrkiske vindmarked er i hastig udvikling. Cirka 6 procent af Tyrkiets energiproduktion stammer fra vind, og tallet er kraftigt stigende. I perioden fra 2006-2016 har EKF finansieret knap 30 vindmølleparker i landet. Det har gjort EKF særdeles bekendt med det tyrkiske marked, sponsorer og de finansielle parter i landet. Men tyrkernes særlige interesse for EKF’s deltagelse i projekterne skyldes dog EKF’s hurtige og konkurrencedygtige finansiering. 
 
I 2013 finansierede EKF den 50,6 megawatt store landvindmøllepark Balabanli, der forsyner cirka 43.000 husstande med strøm. Balabanli-projektet er ejet af Borusan EnBW Enerji, som er et 50:50 joint venture mellem det tyske energiselskab EnBW og den tyrkiske industrigruppe Borusan. Selskabet blev stiftet i 2009 med formålet at udvikle 2.000 megawatt vedvarende energi i Tyrkiet. Balabanli er det andet projekt i rækken og udgør en samlet investering på 100 millioner amerikanske dollar.
 
Balabanli-projektet er et klassisk eksempel på en bankgaranteret vind-forretning i Tyrkiet. Finansieringen er, ligesom langt de fleste af EKF’s vind-forretninger i landet, bygget op om en tyrkisk projektfinansiering – i Balabanli-projektet mellem Borusan EnBW Enerji på sponsorsiden og Yapi ve Kredi Bankasi A.S. og UniCredit Bank på lånersiden.
EKF yder funding til projektet og stiller garanti for 95% af seniorgælden via en Køberkredit over for UniCredit Bank.


Case facts​ ​

Hvad: Landvindmøllepark i den nordvestlige del af Tyrkiet​
Leverandør ​Siemens Wind Power A/S
Størrelse ​50,6 MW fordelt på 22 turbiner
Opførelsesperiode ​2014
​Total investering ​100 millioner amerikanske dollar
EKF's andel ​95% af seniorgælden svarende til 68 millioner amerikanske dollar
EKF produkt: ​Køberkredit (inkl. Eksportlån (ELO))
Dækningsperiode: ​2014 - ultimo 2027
 
Index for robots